Jon Dahl Tomasson forsøger at nedtone situationerne.

»I en professionel organisation som vores går man nogle gange over grænsen. Det må man tage konsekvensen af, og så kommer man videre,« siger han.

Det er svenske Aftonbladet, der kan fortælle, at den danske træner i Malmö FF har brugt de seneste måneder på flere bataljer med holdets svenske veteran Rasmus Bengtsson.

Hele tre gange har der været sammenstød i år, ifølge mediet:

  • Første gang var angiveligt ved den sidste træning, inden spillerne blev sendt hjem i midten af marts. Her forlod Rasmus Bengtsson træningen efter at have begået straffe mod danske Anders Christiansen - mod Jon Dahl Tomassons direkte ordre om at blive. Rasmus Bengtsson skulle desuden have 'nægtet at svare', når Jon Dahl Tomasson har ringet i coronaferien.
  • Anden gang var angiveligt ved den første træning efter coronapausen. Her skulle Rasmus Bengtsson først stå ret ved et holdmøde, og siden forlod han igen træningen efter en ny straffesituation. Igen direkte mod Jon Dahl Tomassons ordre.
  • Tredje gang skulle have været for bare et par uger siden, da Jon Dahl Tomasson og Rasmus Bengtsson 'igen stødte sammen' på en træning i forbindelse med endnu en straffespark.

Den 33-årige forsvarsspiller er selv kortfattet, da Aftonbladet spørger ham til forholdet med den danske træner.

»Det er o.k., synes jeg,« lyder det fra Rasmus Bengtsson i forskellige varitationer.

Han forsikrer desuden, at han ikke er på vej væk fra klubben - han har kontrakt til december 2021 - og henviser videre til Jon Dahl Tomasson, for 'det er ham, der bestemmer'.

Den danske træner, der kom til klubben i begyndelsen af året, understreger, at hans forhold til spilleren er 'fint'.

Rasmus Bengtsson (tv.) kæmper om bolden med Wolfsburgs Daniel Ginczek i Europa League-opgøret i februar.
Rasmus Bengtsson (tv.) kæmper om bolden med Wolfsburgs Daniel Ginczek i Europa League-opgøret i februar. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»Det, du refererer til, ligger langt tilbage i tiden. Det er gamle nyheder,« siger Jon Dahl Tomasson og mener ikke, at der er noget mærkeligt i episoderne:

»Sådan noget sker dagligt i klubber rundt omkring i Europa. Så nej, overhovedet ikke.«

Jon Dahl Tomasson har indtil videre stået i spidsen for det svenske hold i tre pokal- og to Europa League-kampe i år.

Foriden var han assistenttræner på det danske landshold under Åge Hareide og var med til at kvalificere holdet til den EM-slutrunde, der er udsat til 2021.