Nej, nej og nej.
Jon Dahl Tomasson har ikke været specielt lydhør, når jobtilbuddene har vist sig de seneste år. Det har ellers ikke skortet på muligheder for den danske landsholdsassistent.
»Ja, jeg skal være cheftræner igen. Det er bare et spørgsmål om tid. Der har været et par gode og spændende tilbud de sidste par år, men jeg har sagt fra for landsholdet,« siger Jon Dahl i et større interview med magasinet Gommen.
Jon Dahl Tomasson har været assistenttræner på landsholdet for Åge Hareide siden 2016, men til sommer er det slut, efter Danmark har været til EM-slutrunden, hvor alle Danmarks tre gruppekampe spilles i Parken.

Herefter skal den tidligere landsholdsspiller have fundet sig et nyt arbejde. Tilbuddene har været der før, og nu skal han så træffe en beslutning.
»Jeg er åben for mere eller mindre alt i fremtiden, bare planerne og idéerne stemmer overens. For mig er et vigtigt element, at jeg får lov til at udvikle og være innovativ i den klub, jeg kommer til. Det er vigtigt, og det kendetegner også mig som person, at jeg gerne vil arbejde med og sammensætte tingene, som jeg mener bedst,« siger Jon Dahl Tomasson til Gommen.
Han og Åge Hareide fik at vide, at deres aftaler på landsholdet ikke ville blive forlænget, da DBU havde valgt at ansætte Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst fra sommeren 2020.
Den beslutning blev modtaget af Jon Dahl Tomasson med utilfredshed over en enkelt ting.
»Jeg accepterer DBU’s valg. Sådan er gamet. Peter Møller vil have sine folk ind. Men jeg mener, at timingen er forkert og dårlig,« skrev Tomasson tilbage i juni 2019 i en sms til Politiken.
Siden da har der været masser af snak om Åge Hareide, Jon Dahl Tomasson og DBU.
Forholdet mellem de tre parter har været ramt af lidt forskellige udmeldinger om DBU’s beslutning.
Men det ændrer altså ikke på, at Jon Dahl Tomasson til sommer skal have et nyt job, når landsholdet ikke længere er med til EM.