Pia Kjærsgaard er rasende. Intet mindre.

For efter det er kommet frem, at AGF til den kommende pokalkamp mod den dansk-tyrkiske Jyllandsserie-klub Vatanspor har tilladt spillere og medlemmer med minoritets- og muslimsk baggrund, at de kan tage egen madbod – hvor de kan få serveret kebab eller köfte – med på Ceres Park, fordi man på stadionet i Aarhus normalt ikke kan få serveret mad uden svinekød.

Og det er noget, som DF-stifteren på ingen måde vil acceptere.

'Endnu et knæfald over for islamisterne og en styrkelse af parallelsamfundene. Naivt – og trist!' lyder det blandt andet fra Pia Kjærsgaard i et opslag på Facebook, som du kan se nederst i artiklen.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Et opslag, som skriger af desperation, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen:

»Det er desperat, men DF er også et desperat parti, der kæmper for overlevelse. Det er jo en klassisk udmelding fra partiet. De har harceleret mod halalkød i børnehaver, skoler og supermarkeder i mange år. Men det har jo et publikum, og det har det måske også blandt nogle af AGFs fans.«

Netop derfor kan Facebook-opslaget da også vise sig at være et klogt valg, mener Joachim B. Olsen.

»Det er ikke så dumt et træk. Hun sidder i et parti, der kæmper for at komme over spærregrænsen. Hun skal ikke have fat i alle. Men hvis hun kan få bare fem-seks procent af folk i Aarhus til at synes, 'at det er da også for dårligt', så er det jo en succes for hende,« forklarer han og tilføjer:

»Der er normalt 13-14 procent af vælgerne, der stemmer udelukkende ud fra en stram udlændingepolitik. Det er deres første-, anden- og tredjeprioritet. De fuldstændig ligeglade med alt andet.«

B.T. politiske kommentator mener ligeledes, at Pia Kjærsgaards udmelding er et udtryk for, hvordan tonen i den kommende valgkamp bliver:

»Det siger lidt om, hvor vild valgkampen kommer til at blive. Der er benhård konkurrence på den nationalkonservative fløj. Der er nogen, der kæmper for ikke at rykke ned, og DF ligger lige nu under stregen. Det er en hård kamp at kæmpe mod Inger Støjberg, som har så meget tur i den for tiden.«