For knap en måned siden blev han solgt som Danmarks dyreste fodboldspiller.

Onsdag aften fik Joachim Andersen så en rolle, da Olympique Lyon i en testkamp mødte Liverpool. Desværre – set med danske briller – var det ikke på den gode måde.

For midt i første halvleg ramte danskeren bolden helt skævt, hvilket resulterede i et spektakulært selvmål, som kan ses i toppen af artiklen.

Liverpools Ki-Jana modtog bolden i højre siden og lagde den ind over.

Her kom Joachim Andersen først på den foran Lyon-målet, men danskeren ramte bolden hårdt med skinnebenet, kuglen fløj i Lyon-målet uden nogen chance for keeperen, og så stod det 2-1 til Liverpool. Og dommen fra kommentatorerne efter den uheldige situation var klar:

»Det er ikke måden, man ønsker at gøre sig bemærket på i sin nye klub.«

Liverpool vandt kampen med 3-1, og de øvrige mål for den engelske storklub blev scoret af Roberto Firmino og Harry Wilson, mens Memphis Depay scorede franskmændenes eneste mål.

Da Joachim Andersen blev solgt til Lyon, lød det fra Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, at prisen var på 24 millioner euro plus 6 millioner euro i mulige bonusser. Det svarer til omkring 225 millioner kroner, hvilket har gjort ham til den dyreste danske fodboldspiller.