Den nye medievirkelighed har øget presset på DBU, der ofte bliver betragtet som ’skurken’ i højt profilerede sager - deriblandt sagen om Nicklas Bendtners spirituskørsel.
Det havde været et succesfuldt DBU-repræsentantskabsmøde i Odense. Det var første lørdag i marts, og repræsentanter for landets største sportsgren havde afsluttet et succesfuldt møde. Den fornemmelse havde generalsekretær Jim Stjerne Hansen på vej hjem til Sjælland.Næste morgen kl. 10 ringer Jim Stjerne Hansens telefon.
- Og så bryder helvede løs, fortæller generalsekretæren om den morgen, hvor sporten.dk kunne fortælle, at Nicklas Bendtner natten til søndag var blevet stoppet med for meget spiritus i blodet.
- Alt ånder fred og idyl, da jeg går i seng efter mødet i Odense. Næste morgen bryder helvede løs, da Lars Berendt og jeg bliver ringet op. Pludselig vil alle medier have, at DBU her og nu skal have en helt klar holdning til, hvad der nu skal ske med Nicklas Bendtner, siger Jim Stjerne Hansen og fortsætter:
- Vi skal have en holdning og nærmest en dom klar på et tidspunkt, hvor ingen af os ved, hvad der nøjagtigt er sket. Vi bliver præsenteret for nogle teorier om, hvad der er sket, og rygter om en promille, og på basis af det vil man have, at vi søndag formiddag skal tage stilling til, hvad DBU skal gøre. Det gør vi ikke og bliver kritiseret for det, siger Jim Stjerne Hansen.
- Der burde man da være mere rimelig og give os lidt tid for at få fakta på plads, inden vi træffer en afgørelse. Jeg synes også, at det er tyndt, at når vi så giver Bendtner seks måneders pause, så hiver man folk frem, der fortæller, hvor dårligt det er, og at det ikke har nogen konsekvens, for han er alligevel skadet. Det er efter mine begreber ikke en seriøs vurdering af, hvilken situation vi skal bedømme, og hvad vi skal give af straf. Der savner jeg måske lidt forståelse fra medierne, siger Jim Stjerne Hansen.
- I stedet bruger man 36 sider til at belyse sagen, som BT gjorde det, eller man får unge journalister til at drikke sig fulde for at teste mulige konsekvenser af Bendtners promille. Det er efter mine begreber fuldstændigt ude af proportioner, siger generalsekretæren.
Jim Stjerne Hansen kan lige så godt vænne sig til det. Hvilket han da også erkender. Medietrykket, de hurtige historier, de konstante opdateringer, tempoet, omfanget og kritikken. Mediernes håndtering af Bendtner-sagen er en tendens, der skvulper rundt i et hav af store og små sager, der i dagens elektroniske mediebillede kan udvikle sig til tsunamier.
Og i denne nye medievirkelighed har DBU som øverste fodbold-myndighed været i skudlinjen i en række nylige sager, der har medført massiv kritik af unionen:
Den højt profilerede matchfixing-sag mod Kristoffer Wichmann; en sag, DBU har fået kritik for håndteringen af, og som nu ser ud til at smuldre. Dommer-konflikten, hvor DBU nægter at acceptere dommernes økonomiske krav og samtidig forsøger at lokke dommerne væk fra deres eget forbund (Dansk Fodbolddommer-Union) og over til DBU. Bendtner-sagen, hvor mange mener, at DBU både reagerede for langsomt og forkert. Mtiliga-sagen, hvor der blev efterlyst empati fra Morten Olsen og DBUs side. Fanballade-sagerne fra pokal-kvartfinalen på Brøndby Stadion, hvor både Brøndbys og FCKs straffe er appelleret, og hvor FCKs dom på 100.000 kr. i bøde skal gå om, fordi ’disciplinærudvalgets afgørelse lider af alvorlige mangler’, som unionens appeludvalg skrev for nylig.
Oven i disse sager, en sportslig svær tid, hvor VM synes langt væk, og hvor kun godt 11.000 solgte billetter (opgjort onsdag i sidste uge, red.) til kampen mod Bulgarien i næste uge i Parken ligner det laveste tilskuertal til en VM-kvalifikationskamp i over 30 år.
- Jeg har jo lært at leve med, at vi kan være skydeskive. Om det så er rimeligt eller ikke rimeligt, er en anden historie. Det kan godt være, at kritikken i disse sager viser, at vi er blevet skydeskive, men det sker ofte, fordi medierne har brug for hurtige nyheder og ikke har noget ønske om research, fordi man hurtigt skal videre med næste historie, siger han.
- På det punkt har tingene ændret sig meget i forhold til, da jeg startede i DBU. Dengang solgte enkelte aviser over 250.000 eksemplarer dagligt. I dag ligger de samme aviser på en fjerdedel i oplag. Til gengæld har man i dag nettet, Twitter og Facebook. Alle blander sig, alle har en mening, og det skal gå hurtigt. Det er vilkårene. Vi er jo meget medieinteressante: Vi er en sportsgren, som mange beskæftiger sig med og har en mening om, og så kommer vi i medierne søgelys. Fodbold fylder jo rigtig meget i aviserne og på nettet, siger Jim Stjerne Hansen.
Han oplever dog ofte, at DBU i visse sager bliver castet til at være ’skurken’ mod den lille mand, ’helten’.
- Hvis DBU er den ene part i en sag, så vil man gerne gøre DBU til den stærke, til en slags dominerende ’big brother’ uden at kigge på det væsentlige i sagen. Moderne presse handler ofte om at skabe modsætningsforhold, at skabe helte og skurke, og dér har vi nemmest ved at komme i skurkerollen, fordi vi er den store, monopolagtige organisation, siger han.
- Det er eksempelvis tilfældet i dommersagen, selv om faktum er, at vi har forsøgt at være flinke og imødekommende mennesker. Men vi bliver mødt med ultimative krav, og så bliver vi nødt til at sige, at hvis vi skal beskytte vores sportsgren - ligesom med matchfixing - så kan det godt være, at vi skal have nogle andre mål med vores handlinger, end hvad andre mennesker synes er det rigtige og mest sympatiske.
Nogle vil sige, at DBU som lovgivende, udøvende og dømmende magt fra starten tromler hen over en spiller som Wichmann og over dommerne. Er DBU blevet for magtfuldkommen?
- Det synes jeg ikke. Og hvad er magt? Vi har ingen magt i sagerne omkring matchfixing eksempelvis. Men vi er opmærksomme på, at hvis man ikke forsøger at gribe ind over for det, kan det ødelægge den sport, vi elsker. Og dét i sig selv er nok for mig. Hvis nogen så vil opfatte os som magtsyge, så er det i hvert fald i en god sags tjeneste, vi er det, siger han.
Men DBU skal vel ikke dømme en spiller uretmæssigt og uden hensyntagen til retsprincipperne, fordi man vil sætte et eksempel?
- Det er da muligt, at nogle advokater i forhold til det kriminal-retlige kan påvise, at der er processuelle forskelle. Men det kriminal-retlige har ikke mulighed for med den nuværende lovgivning at tage sig af en sag som denne her om spil på egne kampe, som kan være ekstremt vigtigt for fodbold og idrætten. Det er et så nyt område, at vi også er nødt til at tilegne os noget erfaring og noget viden, som vi ikke har i udgangspunktet. Og i den i forbindelse kan en dreven advokat som Wichmanns, Henrik Stagetorn, jo med et vist held påvise, at der er processuelle forhold, man kan kritisere, siger han og fortsætter:
- Stagetorn får i pressen lov til at sætte dagsorden, men vi kan ikke udtale os, fordi det er en verserende sag. Til gengæld er der frit spil for Stagetorn og Wichmann, men der er ikke mange der forholder sig seriøst til de indicier, vi stiller op. Der er flere af de ting, advokaten og Wichmann fortæller, der ikke er rigtige, men alligevel tager pressen det råt for usødet.
Men hvis DBU ikke er på sikker grund i juraen, er Wichmann-sagen så den rette sag at køre så hårdt op?
- Måske ikke. Men hvis man skal ned i sagens detaljer, er det så ikke mærkværdigt, at der er 61 kuponer, som ikke er hævet? Der ligger knap 100.000 kr. og venter på at blive hentet. Det kan da godt være, at det ikke er nok i forhold til juraen, men det er i hvert fald nok for mig og mange andre til at sige, at dette er ikke helt efter bogen,« siger Jim Stjerne Hansen og peger på, at DBUs opgave med at formidle aldrig har været større.
- Sådanne sager og det ændrede mediebillede kræver mere af os end tidligere. Vi har i dag en kommunikationsafdeling med mange medarbejdere og mange facetter til at tage sig af hvert sit område. Men mange af sagerne er nye. Matchfixing er nyt, og sagerne omkring Bendtner er ikke set tidligere i samme grad. Og jeg tror, at noget af det kan tilskrives det ændrede mediebillede.
Men kan du se, hvorfor medierne synes, at en historie som den om Nicklas Bendtner er interessant?
- Vi må jo erkende, at selv om Nicklas Bendtner iklæder sig en habit og kører bil, kan han ikke gøre sig fri af, at han er en kendt fodboldspiller. Man kan ikke holde tingene adskilt, og det kan jeg også forstå, at medierne ikke kan og vil. Men at den pressemæssige dækning i den konkrete sag fik det omfang, den fik, er efter min mening helt ude af proportioner.
