Seks kampe, seks hurtige ture under bruseren og så hurtigt hjem og koncentrere sig om at genvinde Superligaen.

Det er nok forventningen hos mange, når snakken falder på FC Københavns deltagelse i Champions League-gruppespillet, hvor Sevilla, Manchester City og Borussia Dortmund venter.

Men FCK's Champions League-debuterende cheftræner, Jess Thorup, har større ambitioner for de kommende seks gruppekampe

Det annoncerede han inden mandagens træning på Borussia Dortmunds sagnomspundne stadion, Signal Iduna Park, hvor der tirsdag aften ventes mere end 60.000 tyske Gelb-Schwarze fans.

FC København pressemøde og træning i Dortmund, mandag den 5 september 2022
FC København pressemøde og træning i Dortmund, mandag den 5 september 2022 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det overordnede mål er at være med i Europa, når vi når til foråret,« lød det uden tøven fra Thorup, da han blev spurgt om FCK's chancer i den på papiret ekstremt svære pulje.

»Jeg er med på, at vi er havnet i en svær pulje. Og jeg ved godt, at der helt sikkert ikke er mange, der levner os chancer for at få mange point. Men jeg vil være med i europæisk fodbold til foråret, så vi skal ud og finde nogle point.

»Der er seks muligheder for at få point – den første i morgen aften. Vi vil videre. Det er målet.«

De to øverstplacerede hold i gruppen går videre til Champions Leagues knockoutrunde, mens nummer tre bliver flyttet over i Europa Leagues knockoutfase

Og selvom de danske mestre altså møder cremen af spansk, tysk og engelsk fodbold tror Jess Thorup på miraklet.

»Ja, jeg har så stor en tro på truppen og vores projekt. Jeg har ikke set toppen af holdets potentiale. Vi kommer til at udvikle os mere, og det kan sådan et gruppespil hjælpe os med,« forudså det fra mestertræneren.

»Vi er underdogs i alle kampe – men jeg forudser, at vi pludselig kommer til at løfte vores barren til et niveau, som folk ikke har forventet.«

FCK's kantraket Mohamed Daramy var også ankommet til Dortmund, hvor temperaturen i øvrigt lå på 32 grader ved eftermiddagstid, med store ambitioner.

FC København pressemøde og træning i Dortmund, mandag den 5 september 2022
FC København pressemøde og træning i Dortmund, mandag den 5 september 2022 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er en fed gruppe. Det er stærke hold, men det er også en gruppe, som jeg føler, at vi godt kan gå videre fra. Den er ikke helt umulig. Der er gode chancer.«

»City er nok topfavoritter – men så er der os tre andre, der skal kæmpe om andenpladsen. Alt kan ske i fodbold – det er den sport, hvor der sker flest overraskelser,« lød det fra 'Mo' – uden at han havde medbragt dokumentation for den påstand.

FCK sparker klubbens femte Champions League-gruppespil i gang tirsdag klokken 18.45.