Denne uge har budt på nogle voldsomme udsving i Jess Thorups trænerliv.

Onsdag dansede han en berusende jubeldans på stadion i Trabzon – efter den heroisk tilkæmpede billet til Champions League-gruppespillet.

Søndag aften var mundvigene hos FCK-chefen atter sydvendt, og stemmeføringen var så lav, at man virkelig skulle spidse ører for at få det hele med.

For FC København løb med 100 kilometer i timen ind i endnu et Superliga-kollaps – og blev kørt baglæns ud af Farum Park af FC Nordsjælland, der nøjedes med at sejre med 3-1.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og FCK-cheftræneren mente ikke, at der var nogen undskyldning for den supersløje præstation. Og dog …

»Jeg kommer ikke til at stå og finde sindssygt mange undskyldninger – det gør jeg aldrig. Men skal jeg komme med én, så må jeg pege på vigtigheden af en Carlos Zeca (som blev hvilet søndag, red.),« lød det fra Thorup.

»Han har været med i de tre seneste kampe, hvor man har kunnet se, hvilken leder han er. Specielt, når det er lidt 'tough' ude på banen. Der er sgu nogle andre, der mangler at vise, hvad de er lavet af. Det er det svar, jeg har fået, når jeg ser kampen i dag.«

»Vi kan jo ikke være afhængig af en mand. Når han mangler, er der nogle andre, der må tage ansvar og uddele nogle skideballer eller stille krav.«

Cheftræner Jess Thorup under kampen mellem FC Nordsjælland - FC København på Right to Dream Park i Farum søndag den 28. august 2022.
Cheftræner Jess Thorup under kampen mellem FC Nordsjælland - FC København på Right to Dream Park i Farum søndag den 28. august 2022. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvilke spillere er det, der ikke tager det nødvendige ansvar?

»Det kommer jeg ikke til at sætte navn på. Men jeg tror godt, at man kan kigge på cv'et og finde frem til nogle navne. Nogle skal stille sig op forrest i køen og tage noget ansvar – og det er der, jeg savner Zeca allermest.«

FC København blev fra første minut tromlet over af et uhyre veloplagt hjemmehold, og efter 25 minutter var kampen nærmest afgjort, da Mohammed Diomande pandede en fuldt fortjent 2-0-føring i nettet.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg overvejede at skifte tre mand efter 25 minutter. Jeg havde allerede sat krydset ud for nogle spillere. Men så kom vi på at lave et lille systemskifte, og derfor ventede jeg til pausen,« fortalte Jess Thorup.

FC København har fået en rædderlig start på Superligaen. Efter syv kampe lyder høsten blot på ni point.

»Hvad fanden skal jeg sige – ud over at vi har fået en skidt start? Vi kan lige så godt lægge os ned og sige det, som det er. Vi har været for ustabile,« erkendte Thorup.

»Jeg har sagt til spillerne, at jeg nok skal tage lorten. Men jeg har brug for, at alle kigger sig i spejlet. Men lorten skal jeg nok tage. Den ligger lige rundt om hjørnet, ved jeg.«