»Der er lige nogle, der skal have en autograf. Hæng lige på.«

Ordene kommer fra Jesper Lindstrøm, da B.T. fanger ham på telefonen en fredag eftermiddag.

Han har netop sat sig ind i bilen for at trille væk fra Eintracht Frankfurts træningsanlæg, da han pludselig må udskyde interviewet med et par minutter.

Udgangen er nemlig fyldt med fans, der blandt andet vil have et glimt af den 22-årige danske fodboldstjerne, som har taget hele Tyskland med storm i denne sæson.

Foto: Jose Manuel Vidal
Vis mere

»Der er så mange fans hernede. Det er helt vildt! Og de gør så meget for spillerne. Alt er bare så stort her. Det er sindssygt og én af grundene til, at jeg valgte at skifte hertil. Jeg føler mig virkelig som en del af klubben,« fortæller Lindstrøm.

Han har på blot ti måneder opnået stjernestatus i storklubben. For nylig blev han kåret som årets bedste unge spiller i Bundesligaen, ligesom han onsdag vandt Europa League-finalen.

Vejen hertil krævede, at han i sommer måtte træffe sit livs største beslutning.

Vi spoler derfor tiden tilbage til juli, hvor han vinkede farvel til familien og sin hjerteklub Brøndby IF.

For efter et dansk mesterskab og en stor sæson af den unge fodboldkomet stod Frankfurt klar med et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Men tanken kunne alligevel ikke lade være med at suse rundt inde i hovedet på ham.

»Når man er en ung spiller fra Danmark, der skal til udlandet, så er der altid denne her tanke, om man nu kan klare det, om det bliver for svært, eller om man kommer til at føle sig alene,« forklarer den tidligere Superliga-stjerne.

De mange spekulationer blev dog hurtigt skiftet ud med en følelse af, at det var det helt rigtige valg, landsholdsspilleren traf dén dag i juli.

Jesper Lindstrøm jubler under Europa League-finalen.
Jesper Lindstrøm jubler under Europa League-finalen. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Det har været det helt perfekte skifte for mig. Det er ikke for småt, det er ikke langt væk fra de trygge rammer i Danmark, det er nemt at komme hjem til familien, og så har min kæreste og jeg det bare godt hernede,« siger Jesper Lindstrøm og tilføjer:

»Selvfølgelig savner jeg at være hjemme hos min familie og venner. Men det var også på tide, at jeg skulle prøve mig selv af et andet sted, og så spiller jeg jo fast, så lige nu nyder jeg det helt vildt.«

Den unge landsholdsspiller er da heller ikke bleg for at pege på særligt én person, når årsagen til den store succes i Tyskland skal findes.

Nemlig hans kæreste, Sofie.

»For mig er det altafgørende, at hun er med. Det betyder virkelig alt. Ellers kan det godt blive ensomt. Hun har jo sagt nej til hele sit liv og karriere derhjemme for at være sammen med mig her,« siger Frankfurt-spilleren og fortsætter:

»Jeg er et stort tryghedsmenneske, og jeg har brug for folk omkring mig, som jeg kan snakke med, og som er der for mig.«

Netop derfor har den første sæson i Tyskland da også nærmest været som et eventyr, hvor han har taget alt og alle med storm.

Noget, der da også har betydet, at han opfattes som en stjerne i den tyske storklub, som alle vil have et glimt af, når han eksempelvis forlader træningsanlægget.

»Der er så mange fans hernede, og rigtig mange vil jo have taget billeder og sådan. De kommer endda og ringer på min dør for at få en autograf. Det er helt vildt,« forklarer danskeren.

Den unge Brøndby-dreng er dog ikke meget for at tale om en decideret stjernestatus.

Opmærksomheden er nemlig slet, slet ikke vigtigt for ham, understreger han flere gange:

»For mig er det ikke et stjerneliv. Jeg er jo bare en lille dreng fra Vestegnen, der udlever en drøm og lever af at spille fodbold. Jeg tager til træning, som jeg altid har gjort, og så hygger jeg mig med min kæreste og familie i fritiden.«

Forsøget på at nedtone det uundgåelige stjerneliv har dog noget at gøre med, hvor han kommer fra, lyder det videre fra Jesper Lindstrøm:

»Opmærksomheden interesserer mig ikke. Jeg kommer fra en familie, der er meget ydmyg, og i Brøndby, da jeg blev en profil, var der også en del hype, men der forsøgte jeg at være nede på jorden. Jeg kommer fra et godt sted, synes jeg selv.«

Af samme årsag trækker han sig da også, hvis opmærksomheden fra både medier og fans bliver for meget.

»Jeg forsøger at holde mig lidt væk nogle gange. Man finder hurtigt ud af, at det vigtigste er dét, der sker på banen. Derfor læser jeg heller ikke for mange ting, og jeg prøver at holde mig en smule væk fra de sociale medier. For den ene dag er man jo helt, men den anden dag kan man pludselig være skurken,« forklarer han og afslutter:

»Jeg er jo bare lille mig fra Danmark.«