Danske Jesper Lindstrøm er i sit livs form i tyske Frankfurt.

Og det har fået den 22-årige vestegnsdrengs navn til at klatre op i toppen af ønskesedlerne hos nogle af de største klubber i europæisk fodbold.

Som B.T.s transferpodcast Transfervinduet før har kunnet fortælle, er selveste Arsenal brændt godt varm på den kreative dansker, som har leveret syv kasser og et enkelt oplæg - men London-klubben er ikke ene om at se et særligt lys i Lindstrøm, som i alvorlig grad banker på til en startplads ved VM-slutrunden lige om lidt.

For ifølge den store tyske avis Bild har Lindstrøm nemlig leveret så imponerende i det tyske, at storklubberne Dortmund og RB Leipzig har udset sig ham som en spiller, man vil hente efter denne sæson.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Avisen skriver, at en handel til en værdi af 225 millioner kroner kan komme på tale - B.T. har dog tidligere erfaret, at Frankfurt formentlig vil kræve et noget højere beløb som udgangspunkt, nemlig hele 300 millioner kroner.

Når en Lindstrøm-handel op i det niveau, så vil det gøre ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde, da Joachim Andersen er blevet handlet for den hidtil højeste transfersum på 225 millioner kroner. Det skete, da forsvareren blev solgt fra Sampdoria til Lyon.

I Frankfurt er cheftræner Oliver Glasner glad for, at hans spillere sættes i forbindelse med større klubber - men han vil ikke af med alle sine guldkalve.

»Vi vil gerne have, at vores spillere er interessante for de største klubber. For det betyder, at vi har succe. Men jeg håber ikke, at vi holder en bazar og sælger dem alle. Vores sportslige mål skal komme først,« siger han til Bild.

Jesper Lindstrøm skiftede til Frankfurt, efter han og Brøndby vandt det danske mesterskab i 2021 - han har kontrakt med Frankfurt frem til 2026.

Han har lørdag aften rig mulighed for at vise Dortmund, hvad han kan på nærmeste hold, da Frankfurt og Dortmund mødes i Bundesligaen.