I begyndelsen af året stod klubben og brændte, de måtte spille uden tilskuere, blev taberdømt for uroligheder, og fansene krævede i et åbent brev præsidentens afgang.

Anderlecht var slet og ret en stor møgsag. En storklub i frit fald, og nedturen ville ingen ende tage.

Så da klubben pegede på en totalt ukendt dansker som redningsmanden, var der ramaskrig.

»Jesper Fredberg. Who the f… is Jesper Fredberg?«

Jesper Fredberg var et totalt ukendt ansigt i Belgien inden sin overraskende ansættelse. 
Jesper Fredberg var et totalt ukendt ansigt i Belgien inden sin overraskende ansættelse.  Foto: Anderlecht
Vis mere

Beskeder som disse tikkede ind på denne B.T.-skribents telefon fra bekymrede og skeptiske belgiske kolleger.

Skulle denne pæne og venlige mand uden noget for dem imponerende CV virkelig være ham, der reddede Belgiens mest anerkendte klub fra et frit fald?

Det skulle han, og det gjorde han.

Anderlecht ligner igen Anderlecht. En storklub, som bejler til mesterskabet.

Anderlecht er igen en topklub under Jesper Fredbergs ledelse. 
Anderlecht er igen en topklub under Jesper Fredbergs ledelse.  Foto: Anderlecht.
Vis mere

»Jeg synes, at det går rigtig godt. Vi er rigtig glade og stolte over det, vi har præsteret,« siger Jesper Fredberg ydmygt og holder stædigt fast i ordet ‘vi’ igen og igen gennem hele interviewet.

Også selv om denne artikel skal handle om ham selv. Jesper Fredberg ønsker bare ikke at tage kreditten alene.

Til trods for at det var ham, der satte hele transformationen i gang, da han for et år siden tog den risikofyldte beslutning at forlade det sikre job som sportschef i Viborg.

Et sted og et job, som han elskede, og hvor han endelig efter mange års forsøg fik manifesteret sit navn som en dygtig fodboldleder i dansk fodbold – 10 år efter han som ung gjorde kometkarriere og pludselig stod som historiens yngste cheftræner i en af de største danske klubber i AGF.

Fredberg har hentet fire danske landsholdsspillere til den belgiske klub. En af dem er Thomas Delaney.
Fredberg har hentet fire danske landsholdsspillere til den belgiske klub. En af dem er Thomas Delaney. Foto: Anderlecht
Vis mere

Det gik ikke ret godt, og Jesper Fredberg forlod den aarhusianske klub og drog til først Cypern og siden Grækenland, før han for alvor viste store resultater i Viborg.

Pludselig stod han så dér. Som manden med det største ansvar i Belgiens mest populære storklub.

»For 10 måneder siden var alle klar til at korsfæste os,« bemærker han og siger så videre:

»Nu læser man jo kun en brøkdel af, hvad der bliver skrevet, men der var ingen tvivl om, at der var pres på personen, da jeg kom herned, for hvem fanden var Jesper Fredberg? I forhold til at skulle til Anderlecht og føre dem op igen, da det på det tidspunkt gik rigtig, rigtig skidt. Så der var pres på, og man vidste ikke, hvem jeg var. Og de kunne have taget nogen, som på navn klingede meget, meget bedre,« siger Jesper Fredberg og tilføjer:

Kasper Schmeichel er den seneste danske signing af Jesper Fredberg. 
Kasper Schmeichel er den seneste danske signing af Jesper Fredberg.  Foto: Anderlecht
Vis mere

»Men der havde vi også en præsident, der var meget modig. Han tog en beslutning og førte den igennem, og vi havde nogle gode samtaler, og det gjorde, at jeg kunne komme ind og få den tryghed, at vi kunne træffe de beslutninger, vi gerne ville træffe ret hurtigt.«

»Nu har jeg en position hernede, hvor jeg er lidt mere rolig, fordi man ved, at det, vi gør, er der bund i. Og det lykkes også. Så man kan kigge lidt mere langsigtet på tingene,« siger Fredberg og tænker så igen tilbage på kontrasten i begyndelsen af året, da han skulle tage beslutningen om at skifte det sikre job i Viborg ud med kaosset i Anderlecht.

»Det var også noget, jeg har spekuleret over: Altså, hvad fanden har jeg tænkt på dér? Også fordi der var så mange ting uden for klubben på det tidspunkt, der gik galt. Fansene var imod os, og kampen blev stoppet i Standard Liege, lige da jeg skal skrive under,« forklarer Fredberg, som inden da også skulle have konen Line og deres to døtre med på vognen.

De observerede sammen tilskuerurolighederne, som førte til, at Anderlecht blev taberdømt med 0-5.

Anderlechts topledelse med Wouter Vandenhaute i spidsen så hurtigt nok og gav efter blot 10 måneder Jesper Fredberg en ny kontrakt. Denne gang uden udløb.
Anderlechts topledelse med Wouter Vandenhaute i spidsen så hurtigt nok og gav efter blot 10 måneder Jesper Fredberg en ny kontrakt. Denne gang uden udløb. Foto: Virginie Lefour/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg kan huske, at jeg snakkede med min kone, og hun spurgte, om jeg skulle ned til den klub nu? Det var det godt nok, og hun spurgte så igen, om det nu var det helt rigtige. Det var ikke mig, der bestemte, om vi skulle tage af sted, det var en klar familiebeslutning, så det skulle hun også være med på.« 

»Men jeg tror også, at Line kunne mærke, at det først og fremmest er et godt land, deres mentalitet er ikke så forskellig fra Danmark. Så der var nogle faktorer, der gjorde, at det ikke var så sindssygt at skulle tage sin familie med derned.«

»Og så var der selvfølgelig en usikkerhed i, hvad det er for en klub, vi skulle ned til. Om det ikke havde været sjovere at komme ned til dem, når de var blevet mestre to år i streg, og om man så ikke kunne have fået en længere kontrakt, end de halvandet år jeg fik. Men så er spørgsmålet også, om de havde ringet til Jesper Fredberg i Viborg på det tidspunkt.«

»Så jeg skulle overveje, om jeg ville spille på det sikre og blive i Viborg, hvor jeg var rigtig glad for at være, eller jeg skulle tage skridtet og komme ud på usikkert vand igen og mærke, at nu skulle man til at præstere helt vildt igen for at få det til at lykkes.« 

Beslutningen om at flytte til Belgien blev taget efter nøje overvejelse af hele familien. 
Beslutningen om at flytte til Belgien blev taget efter nøje overvejelse af hele familien.  Foto: Privat.
Vis mere

»Men problemerne viste også potentialet i klubben, og jeg tror, at det var det, som tændte mig. At jeg kunne mærke, at jeg kunne gøre en forskel med min ledelse og erfaring. At jeg sammen med en masse dygtige mennesker hernede kunne være med til at sætte noget godt sammen,« siger han og uddyber:

»Men det er jo klart, at jeg godt vidste, at jeg ikke havde 10 fejlskud, og så får du lov at blive i tre år mere. Vi skulle præstere og vise ret hurtigt, at det var noget, man kunne bygge videre på. Der har jeg været ekstremt heldig at have stor opbakning hjemmefra, for det var aldrig gået uden dem.«

Det er ikke bare gået med dem. Det er løbet, for der har været og er fart på.

Ikke nok med, at Anderlecht nu har den ønskede succes og kun har tabt to af sæsonens første 18 kampe, så er det sket med en forringet økonomi.

Efter Jesper Fredbergs ansættelse er Anderlecht gået fra at blive nummer 11 til at ligge på andenpladsen i Belgien. 
Efter Jesper Fredbergs ansættelse er Anderlecht gået fra at blive nummer 11 til at ligge på andenpladsen i Belgien.  Foto: Anderlecht
Vis mere

Opgaven for Jesper Fredberg var nemlig ikke ‘blot’ at stoppe krisen overalt i klubben og hos fansene. Der skulle skabes langt bedre resultater, samtidig med at der blev skåret i budgettet.

»Da jeg kom herned, handlede det om at slukke nogle brændende platforme ret hurtigt og få skabt ro og sammenhold. Vi blev nummer 11 i ligaen med det næsthøjeste budget, så krisen var total, men nu står vi her med et mindre budget, men med højere markedsværdi i hele truppen, og vi spiller noget rigtig, rigtig flot fodbold. Og vi ligger nummer to.«

»Det er rigtig motiverende, og når du nu beder mig om at forholde mig til det, så tror jeg, at jeg er dygtig til at håndtere kriser og få det til at lykkes. At jeg kan ændre på tingene. De kriser gør også, at man er skarp og står på tæerne.«

»Og så er der nogle andre problemer, vi har nu. Men gudskelov er der altid udfordringer i fodbold. Jeg tror ikke, at man finder en industri, hvor der er flere brændende platforme hele tiden. Der er altid nogle små kriser, der skal løses hele tiden.«

Jesper Fredberg i samtale med sin cheftræner Brian Riemer. 
Jesper Fredberg i samtale med sin cheftræner Brian Riemer.  Foto: Tom Goyvaerts/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dem har Jesper Fredberg pludselig masser af tid til.

For kun 10 måneder efter sin ansættelse fik den danske fodbolddirektør den fulde tillid at mærke med en ny kontrakt med Anderlecht – uden udløb.

Nu skriver kollegerne i Belgien ‘how long time do you think, Fredberg wants to stay in Anderlecht?’

DU KAN I DE KOMMENDE DAGE LÆSE MERE OM FREDBERGS BESLUTNING OM AT BRINGE EN MASSE DANSKERE TIL ANDERLECHT OG FORVANDLINGEN AF DEN SKRANTENDE ØKONOMI.

Andre læser også