Daniel Wass står i lidt af et kryds i øjeblikket.

Kigger han den ene vej, har han med sin storklub Valencia en placering i midten af La Liga uden mulighed for det ene eller andet, ser han den anden vej, er han selv inde i en helt forrygende form, hvilket ikke blot har givet ham en fast plads på landsholdet, men samtidig også en nominering som månedens spiller i La Liga – sammen med ingen ringere end Lionel Messi.

»Det er ikke noget, jeg havde regnet med, men det er da klart, at det gør mig stolt, at nogen lægger mærke til, at man gør det godt. Jeg er blevet rykket en tand op på banen og har fået scoret nogle mål. Jeg er glad og gør mit bedste hver dag,« siger han og tilføjer:

»Jeg er nomineret med et par andre. Det er klart, at jeg er rigtig glad for det, men jeg tror, at den lille troldmand tager den. Mon ikke?« lyder det fra den lidt ydmyge, men realistiske danske landsholdsspiller med henvisning til Lionel Messi.

Daniel Wass bliver rost i Spanien.
Daniel Wass bliver rost i Spanien. Liselotte Sabroe

Der er selvfølgelig et stykke vej op til en af verdens bedste spillere nogensinde i Messi, og selv om danskeren Wass ingen argentinsk troldmand er for Barcelona, bliver han bemærket mere og mere i La Liga.

Som sent som i januar lavede det store spanske medie Marca en stor analyse af Wass, som bliver kaldt for Valencias 'Jernmand', fordi han aldrig er skadet og spiller alle kampe.

På 12 år har han nu spillet flere end 500 kampe på topplan og kun været skadet yderst sjældent.

»Det må være mine gener. Jeg tror, at de skrev noget om, at jeg har misset syv kampe pga. skader i de sidste syv år, så jeg er da selvfølgelig glad for, at jeg spiller en masse kampe og har spillet fast i næsten alle de klubber, jeg har været i. Det er fantastisk,« siger Daniel Wass og tilføjer om sæsonen i Valencia:

»Den har været lidt turbulent i Valencia. Jeg synes, at vi har fået meget godt styr på det. Jeg er bare glad for, at jeg spiller hver gang og har syv, ni, 13 holdt mig skadefri i de sidste 12 år,« forklarer landsholdets højre back, der de seneste mange kampe er rykket op på midtbanen i Valencia.

Men det er ikke noget, han umiddelbart har udsigt til på landsholdet.

»Det er klart, at jeg spiller en lidt mere fremtrædende rolle i Valencia, men Kasper (Hjulmand, red.) ved godt, at jeg kan spille flere positioner. Men der er jo ikke den store forskel. Jeg glemmer ikke at spille andre positioner, og for mig handler det om at spille hver gang, og det er jeg glad for.«

Næste kamp er onsdag, hvor Østrig venter i en ny VM-kvalifikationskamp.