Wolfsburgs danskerkoloni havde kurs mod en vigtig sejr i bundstriden, men Jens Stage kom på tavlen i et stort comeback af Werder Bremen.
Med syv minutter igen var Wolfsburg foran, men Jens Stage pandede en udligning i nettet. I tillægstiden blev comebacket fuldendt, da Samuel Mbangula klaskede sejren i hus.
Wolfsburg er efter en sløj sæsonstart en del af selskabet i bunden af Bundesligaen, og en sejr havde i den grad skabt tiltrængt luft til nedrykningspladserne.
Klubben har blot vundet to kampe i ti kampe og er nummer 12 i Bundesligaen med bare otte point efter ti runder. To point er der ned til stregen.
Jens Stage og Werder Bremen er nummer syv i rækken.
Danske Adam Daghim havde tredjesidste fod på Wolfsburgs føringsmål, da kantspilleren lagde bolden ud til Sael Kumbedi, som assisterede Mattias Svanbergs scoring.
Efter 83 minutter listede Jens Stage med i feltet, og han steg kraftfuldt til vejrs på et indlæg og stangede kuglen i det modsatte hjørne til en udligning.
I overtiden blev festen total, da Samuel Mbangula var hurtigst over en høj bold og dermed sørgede for sejrsmålet.
Christian Eriksen startede også inde for Wolfsburg, der desuden sendte Jonas Wind og Andreas Skov Olsen på grønsværen til de sidste minutter i slutfasen.
Wolfsburg har døjet med at få maskineriet til at rulle i efteråret.
Pointhøsten har været yderst sparsom, og klubben havde også en pokalfiasko i bagagen op til fredagens mission i Bremen.
Anden runde i den tyske pokalturnering blev endestationen for Wolfsburg, der ellers var klare favoritter på hjemmebane mod Holstein Kiel, der ligger midt i den næstbedste række. Men med Christian Eriksen på banen i hele kampen måtte man se sig slået 1-0.
Få dage senere i weekenden tabte Wolfsburg også på hjemmebane - denne gang med 2-3 til Hoffenheim.
/ritzau/
