Danske Jens Stage vader i succes i tyske Werder Bremen.
Senest lagde han fredag med et hovedstødsmål efter 83 minutter fundamentet til, at hans klub med endnu et mål i overtiden kunne besejre Wolfsburg med 2-1.
Det får lørdag Werder Bremens anfører Marco Friedl til at skamrose danskeren i tyske Bild.
Her kaldes Jens Stages betydning for holdet vigtigere end nogensinde og stadig mere tydelig.
»Det er umuligt at sætte ord på, hvor vigtig han er for os som hold. Man kan se, hvilken enorm forskel det gør for hver eneste spiller, når han er på banen,« lyder det fra Werder Bremens anfører.
Han priser sig lykkelig for, at Jens Stage nu er tilbage i topform efter sin langvarige fodskade og at danskeren tilfører holdet afgørende stabilitet og målfarlighed i angrebet.
»Jens er en kraft, man skal regne med – især ved hovedstød, dødbolde og indlæg.«
»Han presser sig altid frem i modstanderens straffesparksfelt og som offensiv midtbanespiller kommer han i gode scoringspositioner – især med sit hovedspil,« tilføjer anfører Marco Friedl.
Før fredagens udligningsmål på hjemmebanen Weser Stadion havde Jens Stage scoret alle sine hidtidige seks må i 2025 på udebane. Det er tidligere kun sket fire gange i Bundesligaens historie.
På baggrund af Jens Stages aktuelle succes undrer Bild sig over, at Jens Stage for tiden ikke er med i den danske landsholdstrup.
Han har foreløbig spillet to landskampe – senest for et år siden. Men for tiden er der radiotavshed fra landstræner Brian Riemer.
»Jeg prøver at give mit bedste. Træneren skal gøre, hvad han mener er bedst for holdet – og det accepterer jeg. Jeg vil fortsætte med at arbejde og håbe, at min tid kommer,« siger Jens Stage selv til Bild om sine landsholdsambitioner.

