Han var en stor profil, men pludselig er han nu helt uden for holdet og har været det længe.

29-årige Jens Jønsson har kun spillet 38 minutter for den spanske klub Cadiz siden starten af januar.

Det har betydet, at han ikke var udtaget til landsholdet ved den netop overståede samling, og selvom han fortsat har det godt uden for banen i Spanien, så præger det hans hverdag.

Det fortæller han til B.T.

»Jeg lever for at spille fodbold. Af den årsag har jeg det ikke super fedt. Man lever for at spille, og det gør jeg ikke lige nu, og det sætter da sit præg på dagligdagen.«

»Men vi er sunde og raske og bor et magisk sted i Europa, så der er også lyspunkter. Uden for banen får man det ikke bedre, end vi har. Stedet, jeg bor, og byen er fantastisk.«

Den manglende spilletid har som skrevet resulteret i, at landstræner Kasper Hjulmand ikke udtog Jens Jønsson til landsholdet, efter midtbanespilleren har været udtaget flere gange tidligere.

»Det er ærgerligt, det vil man altid gerne. Jeg er også realist. Når jeg ikke spiller, så er jeg heller ikke på landsholdet. Der er vel ikke så meget andet at sige.«

»Det er klart, at jeg med min nuværende situation er længere fra VM end for et halvt år siden, det siger sig selv.«

Han tilføjer, at han ikke har talt med Kasper Hjulmand om sin situation i Cadiz.

Heldigvis har Jønsson sin familie og kæreste samt hunden Uffe til at bakke sig op i lidt hårdere tider.

»Jeg taler med min familie hjemme i Aarhus, mine venner og min kæreste, der er en stor støtte for mig. Det er jeg super glad og taknemmelig for.«