Det blev langt fra den sommerferie, som Real Madrids succesfulde cheftræner, Zinedine Zidane, havde håbet på.

For mens franskmanden og familien er på ferie i Italien, er Real Madrid-truppen ved at miste sin største stjerne. Cristiano Ronaldo er så rasende over de spanske myndigheders skattesnydsbeskyldninger, at han nu vil forlade Primera Division.

Den melding har gjort Zidane så bekymret, at han har måttet afbryde solbadningen i det italienske for at ringe til Ronaldo og inderligt bede ham om at genoverveje beslutningen. Det skriver den spanske Madrid-avis Marca. Zidane skulle angiveligt have understreget, hvor meget han har brug for Ronaldo, der er mere eller mindre uundværlig for Zidane i den spanske kongeklub.

Marca har dog omvendt også erfaret, at Real Madrid-præsident Florentino Perez er klar til at lade sin utilfredse stjerne smutte. Perez har ifølge avisen gjort det klart over for Ronaldo, at han ikke vil holde på portugiseren mod sin vilje, men Perez vil hellere ikke sætte Ronaldo foran holdet eller klubben. Ifølge avisen er man sur over, at sagen er blevet til en 'sæbeopera' i pressen, og man er fast besluttet på ikke at lade sig afpresse af Ronaldo. Læs mere her.

32-årige Ronaldo er for tiden med det portugisiske landshold til Confederations Cup i Rusland.