Efter et brag af en kamp i Parken mod nummer et på verdensranglisten, Belgien, var det en træt, skuffet og alligevel imponeret dansk målmand, der mødte pressen.

Kampen endte 1-2 til Belgien. Men Danmark havde flere store chancer og kunne med lidt held og dygtighed have fået et eller flere point.

»Det var en fantastisk første halvleg. Vi gør alt bortset fra at score i anden halvleg. Vi kunne nemt have fået nogle flere. Men det var ikke nok. Vi havde ikke heldet med os,« sagde Kasper Schmeichel efterfølgende til TV3.

»De sætter en af verdens bedste spillere på banen, og han gør selvfølgelig en forskel. Jeg har spillet mod ham mange gange og ved, hvad hans kvaliteter er. Han er uden sammenligning den bedste spiller i England i hvert fald,« sagde den danske målmand med henvisning til indskiftningen af Kevin De Bruyne.

Kasper Schmeichel og Kevin De Bryune i et kram efter kampen torsdag aften.
Kasper Schmeichel og Kevin De Bryune i et kram efter kampen torsdag aften. WOLFGANG RATTAY

Han blev skiftet ind i anden halvleg og havde en afgørende fod med i begge Belgiens mål.

»Jeg har spillet mange steder i mit liv. Men der er intet, der kan toppe det her. De siger, der var 25.000, men det lød, som om der var 75.000,« sagde Kasper Schmeichel.

»Vi er bare super kede af, vi ikke kunne belønne det med bare en uafgjort eller en sejr,« sagde den danske målmand.

Danmark kom foran allerede i det andet minut ved Yussuf Poulsen.

Det holdt første halvleg ud.

I anden halvleg skiftede Belgien et par superstjerner ind. Og så kom effekten hurtigt.

Føromtalte Kevin De Bruyne lagde op til Thorgan Hazards mål i det 55. minut, inden De Bruyne selv gjorde det til 1-2 i det 70. minut.

Danmark kan på trods af nederlaget fortsat gå videre.

Det kan man læse mere om her.