Verdens ældste professionelle fodboldspiller, Kazuyoshi Miura, har indgået en ny kontrakt med Yokohama FC.

Den japanske fodboldveteran Kazuyoshi Miura tager en sæson mere som professionel fodboldspiller.

Miura, der i februar fylder 54 år, har således indgået en ny kontrakt med Yokohama FC for den kommende sæson, hvilket bliver hans 36. sæson som professionel. Han har spillet for klubben siden 2005.

I sidste sæson fik han fire kampe for holdet i Japans bedste fodboldrække samt to pokalkampe. Man skal tilbage til 2017 for at finde angriberens seneste scoring. Den blev sat ind i den næstbedste række.

Tidligere har han udtalt, at han håber at kunne spille på topplan, indtil han bliver 60 år.

I Japan under kælenavnet 'King Kazu' og nyder stor anerkendelse blandt med- og modspillere.

Tidligere i karrieren spillede han 89 landskampe og lavede 55 mål for Japan. I 1998 blev han vraget til landets første VM-trup, og den beslutning skabte en kæmpe offentlig debat i det asiatiske land.

Kazuyoshi Miura har været forbi udenlandske klubber som Santos, Genoa og Dinamo Zagreb.

/ritzau/Reuters