Japanernes bro til fodboldeuropa går over Randers
Japanske investorer har købt Randers FC. De vil skabe en fodboldforbindelse mellem Japan og Danmark.

Japanske investorer har købt Randers FC. De vil skabe en fodboldforbindelse mellem Japan og Danmark.

Der venter et økonomisk gearskifte i Superliga-klubben Randers FC, og rygstødet kommer fra japanske investorer.
Koncernen Suzuyo købte fredag 80 procent af aktierne og dermed majoriteten i selskabet bag klubben. Ifølge koncernen er stregerne tegnet til en øget forbindelse mellem japansk og europæisk fodbold.
- Vi kan åbne broen mellem Japan og Europa. Forbindelsen mellem Japan og Europa er en sjælden ting i fodbold, siger Gerald Smith, der er repræsentant fra den japanske koncern.
Japansk-hollandske Smith får selv en af i alt tre bestyrelsespladser til de japanske repræsentanter i Randers FC.
- Fodbold er et globalt spil, og vi kiggede efter en europæisk partner. Vi har også kigget på andre klubber i andre lande. Japan og Europa har meget forskellige kulturer, men vi kan komplementere hinanden, siger han.
Men Randers skal forblive Randers med forbindelsen til lokalsamfundet, lyder budskabet.
- Randers er en stærk klub med et godt fundament. Vi ser en veldrevet fodboldklub med en stærk position i dansk fodbold, siger Gerald Smith.
Den japanske koncern er allerede involveret i professionel fodbold gennem en investering i Shimizu S-Pulse i den bedste japanske række. Det bliver en "søsterklub" og ikke en "multiklub". Klubberne drives hver for sig, forsikres det.
Ifølge både Randers-ledelsen og Suzuyo betyder ejerskiftet heller ikke, at der skal handles et stort antal japanske spillere til Randers og omvendt.
Men enkelte tilfælde kan meget vel komme på tale, da "forbindelsen er etableret".
- Det skal vurderes af klubberne i de enkelte tilfælde, om spillere skal skifte til og fra Danmark og Japan. Det kan ske, hvis det giver mening og værdi for begge parter, siger Gerald Smith.
Randers FC har i flere år aktivt søgt efter at få investorer med om bord.
Ifølge klubbens fodbolddirektør, Søren Pedersen, skyldes det, at konkurrencen i dansk fodbold er blevet hårdere.
- Vi har nu mulighed for at investere i nogle spillere, som vi ikke har haft mulighed for tidligere. Vi vil skabe en yngre og dygtigere spillertrup. Mulighederne på transfermarkedet bliver bedre for os.
Med ejerskiftet løfter Randers sig væk fra klubber med de mindste budgetter i Superligaen, vurderer fodbolddirektøren. Ambitionen er fast at være en kandidat til en plads i top-6.
- Vi får mulighed for at løfte os på faciliteter, akademiet og betale nogle transfers, som vi ikke har gjort tidligere. Og måske betale nogle lønninger, som vi ikke tidligere har gjort, siger han.
Suzuyo er en familieejet koncern med omkring 140 selskaber og mere end 13.000 medarbejdere.
Med Randers FC Holding som en del af ejerkredsen med 20 procent af aktierne har de nye hovedaktionærer sikret sig, at der også i fremtiden er lokale folk blandt investorerne.
RITZAU