Har du nogensinde fået ros uden helt at vide hvorfor?

Den følelse kender japanerne i fodboldverdenen, for under hver slutrunde kommer det bag på nærmest resten af verden, at det asiatiske folkefærd efterlader tribuner og omklædningsrum totalt pænt.

Under VM i Qatar fik de bunker af ros for den gode gerning, og ved VM i kvindefodbold er det samme sket.

I Japan forstår man dog ikke helt hypen. Man synes nærmest, at det er mærkeligt.

»At det skaber overskrifter... For os er det normalt. Vi forstår ikke, hvorfor det skaber overskrifter over hele verden. Sådan er flertallet af japanere,« tv-reporter Megumi Mitskinis til Expressen forud for Japans kvartfinale mod Sverige.

»Det viser også taknemmelighed over for folk. Selvom det er rart, at det bliver rost så meget af folk i udlandet, så er det ganske normalt for os,« siger Haruo Komatsu, der dækker VM lige nu.

I Japan har man nemlig et motto, der handler om at returnere noget pænere, end det var, da man modtog det.

Når det er sagt, så vil de på fodboldbanen nok gøre alt for at krølle svenskerne sammen på fodboldbanen og sende dem i turneringens skraldespand.

I semifinalen venter Spanien, som japanerne noget overraskende slog 4-0 i gruppespillet.