Jakob Poulsen er skuffet over de mange AGF-fejl
AGF røg ud af Champions League-kvalifikationen efter et kollaps i Aserbajdsjan. Sabah vandt samlet med 5-2.

AGF røg ud af Champions League-kvalifikationen efter et kollaps i Aserbajdsjan. Sabah vandt samlet med 5-2.

Med en 2-1-sejr hjemme i Randers så det ellers godt ud for AGF's Champions League-kampagne.
Men tirsdag aften gik det galt i Aserbajdsjan, hvor aarhusianerne tabte 0-4 til Sabah og dermed samlet er ude med 2-5 af tredje kvalifikationsrunde.
- Vi spillede ikke en særlig god kamp og lavede for mange fejl - især i anden halvleg, og de straffede os for vores fejl, siger AGF-træner Jakob Poulsen ifølge klubbens hjemmeside.
Alle Sabahs fire mål blev scoret i anden halvleg, hvor AGF kollapsede hen mod slutningen af opgøret.
- Vi havde egentlig muligheder for at score i første halvleg, men lykkedes ikke med det, og så var det, som om at vi fik lavet for mange fejl i anden halvleg, og til tider var der næsten åbent hus, siger Jakob Poulsen.
- Og det var for dårligt, for ved stillingen 2-0 til dem havde vi jo stadig chancen for at slå tilbage. Men vi stressede lidt for meget, og det var ærgerligt på en dag som i dag.
Det var, som om at AGF aldrig fandt ordentligt fodfæste på græstæppet østpå.
Samme opfattelse havde anfører Kristian Arnstad, da han satte ord på det, han havde oplevet.
- Vi lignede ikke os selv og lavede alt for mange fejl og boldtab. Det blev for hektisk, og vi manglede ro, og det var ikke godt nok.
- Vi kan gøre det meget bedre og skal hjem og se kritisk på præstationen. Det er meget skuffende, at vi nu er ude af Champions League, men vi var ikke gode nok, siger den norske midtbanekreatør.
Med nederlaget overgår AGF til playoffrunden i Europa League. Her venter formentlig Benfica, der torsdag møder Hearts i returkampen i Skotland.
Portugiserne har en komfortabel 6-1-føring med i bagagen til det skotske.
RITZAU