Fem fede præstationer - og så er Christian Eriksen igen på alles læber! Den danske landsholds'10'ers konge-comeback til topfodbold har på rekordtid gjort ham brandvarm på transfer-rygtebørsen.

For Eriksen har med to landsholdskasser og flere man of the match-præstationer for Brentford vist, at han tydeligvis fortsat har niveau til mere end den lille danskerklub i Premier League - selvom det kun er lidt mere end et halvt år siden, at han, ja, var død i to minutter under EM.

I flere britiske medier kædes den 30-årige dansker da sammen med kæmpeklubber som Manchester United og Tottenham, der begge skulle lure på at hapse Eriksen, som er kontraktfri til sommer, når hans korte kontrakt med Brentford løber ud.

Christian Eriksens agent maner dog til besindighed over for B.T.-podcasten 'Transfervinduet', men afviser ikke, at større klubber skulle have danskeren på radaren.

Foto: MAURICE VAN STEEN
Vis mere

»Det er tydeligt, at Christian gør et stort indtryk for tiden, både på landsholdet og med Brentford. Spekulationerne om hans fremtid er en logisk konsekvens af dette,« skriver Martin Schoots til 'Transfervinduet', og fortsætter:

»Selvom Christian bliver anerkendt bredt for sin positive indflydelse på Brentfords niveau og holdets resultater, vil han helst koncentrere sig om klubbens kollektive mål, som er at undgå nedrykning.«

Christian Eriksen gjorde comeback til topfodbold for Brentford i slutningen af februar. Siden har han blandt andet være med til at orkestrere tre sejre for Thomas Franks mandskab.

På landsholdet har midtbanestjernen også været flyvende. To minutter inde sin første optræden siden Finland-kampen, hvor han kollapsede under EM, scorede fynboen i testkampen mod Holland i slutningen af marts.

I sin første optræden i Parken siden EM, i den efterfølgende testkamp mod Serbien, var Eriksen banens bedste og scorede et nyt flot mål.

Hør eller se 'Transfervinduet' herunder eller herover.