Mette Vestergaard, Christina Roslyng og …

Da Danmarks håndboldkvinder søndag eftermiddag sikrede sig VM-bronzemedaljer i Herning, var det samtidig det sidste farvel til Christina Roslyng som holdleder.

Den populære ekslandsholdsspiller ønsker ikke længere at være så meget væk hjemmefra, og derfor er Dansk Håndbold-Forbund (DHF) nu på jagt efter en ny 'Roslyng'.

Før Roslyng var det Mette Vestergaard – også en tidligere landsholdshelt – der havde rollen. Og selvom det ikke decideret er et krav, er det bestemt ikke diskvalificerende, hvis den kommende holdleder har optrådt i rødt og hvidt selv.

»Der er ingen tvivl om, at det har været en kæmpe fordel med Christina Roslyng – og Mette Vestergaard før hende – at hun havde en fortid som landsholdsspiller selv. En, som kan være der for de unge landsholdsspillere,« fortæller DHF-sportschef Morten Henriksen.

»Og det er bestemt heller ingen ulempe, at det er en tidligere kvindelig landsholdsspiller. Selvom både Jesper (Jensen, red.) og Lars (Jørgensen, red.) har spillet mange landskampe, så giver det bare noget andet.«

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kunne det ikke være noget for en af 'de jernhårde ladies? Anne Dorthe Tanderup er eksempelvis lige flyttet hjem til Danmark og er uddannet coach … 

»Haha. Noteret. Noteret.«

»Jeg er godt klar over, at det i forhold til vores branding ville være klasse at kunne finde en af dem (de jernhårde ladies, red). Men der vil jeg dog alligevel sige, at vi først og fremmest går efter den rette.« 

»Altså kunne det passe med en jernhård lady, ville det da være super – men det er ikke et kriterie,« understreger Morten Henriksen, der håber at have fundet Christina Roslyngs afløser, inden kvindelandsholdets næste samling til marts.