Christian Eriksen fik blot 24 minutter på banen onsdag aften, men han var alligevel Inters bedste spiller i Coppa Italia-kampen mod Napoli.

Det mener den velansete italienske sportsavis Gazzetta dello Sport.

Avisen skriver, at den danske landsholdsspiller kan noget helt specielt:

»Selv mod et kompakt forsvar, hvor pladsen er meget lille, gør han tingene hurtigere og bedre end de andre,« skriver sportsavisen blandt andet.

Christian Eriksen og Inter tabte 0-1 onsdag aften.
Christian Eriksen og Inter tabte 0-1 onsdag aften. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

27-årige Eriksen har endnu ikke scoret for sin nye klub. Onsdag aften havde et enkelt forsøg fra kanten af feltet, der strøg forbi Napolis mål.

Gazzetta dello Sport mener, at danskeren har taget nogle gode ting med fra London:

»I løbet af den lille halve time på banen viste nummer 24, at han har taget en unik teknik med i bagagen.«

Christian Eriksen lå til venstre på midtbanen, efter han blev sendt på banen efter 66 minutters fodbold på San Siro. Han blev efter kampen kaldt 'genial'.

Avisen skriver, at Inter blev et forandret fodboldhold i det sekund, hvor Antonio Conte sendte danskeren på banen.

Træneren blev efter kampen kritiseret for ikke at have spillet med Eriksen fra start. Her sagde han, at Christian Eriksen lige mangler det sidste, inden han er klar til en startplads.

Inter tabte med 0-1 til Napoli. Gæsterne kom foran, inden Eriksen kom på banen.

Kampen var i den italienske pokalturnering, og der spilles derfor returkamp 5. marts på Napolis hjemmebane, San Paolo.