Det overraskende italienske VM-exit betød også et farvel til flere italienske stjerner.

I kølvandet på mandagens samlede play-off-nederlag 0-1-til Sverige, sagde målmand Gianluigi Buffon som ventet farvel.

Og det samme gjorde også Daniele De Rossi og Andrea Barzagli, mens Giorgio Chiellini på rygteplan også skulle have sagt farvel.

For Gianluigi Buffon blev den 175. landskamp for Italien også den sidste, hvilket fik den  39-årige målmand til at bryde sammen i tårer på skærmen.

»Jeg forlader et italiensk hold, der nu skal klare sig selv. Kram til alle, især dem som jeg har delt denne vidunderlige rejse med,« siger Gianluigi Buffon til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.

Det er første gang i 60 år, at Italien ikke skal med til VM. Det skete sidst i 1958, og spillerne forlod mandag aften San Siro til en enorm pibekoncert.

Gianluigi Buffon (tv.) og landstræner Gian Piero Ventura.
Gianluigi Buffon (tv.) og landstræner Gian Piero Ventura. Foto: DANIEL DAL ZENNARO
Vis mere

Gianluigi Buffon ville med deltagelse ved VM i Rusland være blevet den første spiller i historien til at have deltaget ved seks VM-slutrunder. I vanlig stil har målmanden fokus på andre end sig selv.

»Jeg har ikke ondt af mig selv, men af alle i italiensk fodbold. Vi fejlede i noget, der også betyder noget i en social sammenhæng. Jeg ærgrer mig over at slutte på den her måde, ikke fordi tiden går,« sagde den aldrende målmand, der i 2006 blev verdensmester.

Sent mandag aften skrev italienske Sky, at landstræner Gian Piero Ventura havde trukket sig, men det har ikke været tilfældet.