Et mirakel. Eller en decideret pinlig affære.
Langt de fleste mener, at den italienske landsholdsspiller Ciro Immobile fantomsmerter under kampen mod Belgien forrige uge, lander i den sidste kategori.
Selv hans egen holdkammerater havde kun grin og drillerier til overs for det, der må kategoriseres som at filme en skade af værste skuffe.
Et mislykket spark i luften for at ramme bolden ender tilsyneladende med, at den 31-årige angriber slår højre fod mod en anden spillers ben.
Det er svært at afgøre, hvorvidt det faktisk har gjort ondt på Ciro Immobile, men liggende på græsset rullede han rundt med hænderne om sit ben i et voldsomt smerteudbrud. En uopmærksom dommer ville måske dømme til fordel for Italien og give holdet en vigtig chance for at give Belgien nådestødet.
Få sekunder efter tyder noget dog på, at skaden nok ikke var så slem, som Ciro Immobile gjorde udtryk for.
Italien scorer nemlig et mål, og smerterne er pludselig forsvundet som dug for solen hos italieneren, som rejser sig friskt op og løber hen til sine holdkammerater.

Det fik mange fodboldfans til at gøre godt og grundigt grin med Ciro Immobile og anklage ham for at filme en skade.
Du kan se øjeblikket, hvor Ciro Immobile falder om på banen, i videoen øverst i artiklen.
Ifølge landsholdskammeraten Leonardo Bonucci hørte han også for sit lille stunt på banen. Det fortæller Bonucci på et pressemøde forud for aftenens kamp mod Spanien.
»Det her er ting, som sker på banen. Ciro følte sig ramt og faldt ned. Og så kan glæden ved mål i kampe som denne gøre, at man glemmer alt smerten,« siger han.
»Vi grinte af det på banen og gjorde grin med ham, men det sluttede der,« fortsætter Leonardo Bonucci.
Han fortæller under pressemødet også, at det italienske landshold vil kæmpe for at nå finalen af EM til ære for deres holdkammerat Leonardo Spinazzola, som blev ramt af en ubehagelig skade under kampen mod Belgien, som gør, at han ikke kan spille resten af turneringen.

