Island tabte fredag 0-2 til Nigeria og er under pres før sidste VM-gruppekamp mod Kroatien.

Volgograd. Kravet til Island i sidste gruppekamp er en sejr, hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om avancement fra VM's gruppe D.

Fredag tabte Island 0-2 til Nigeria og skal dermed bruge tre point mod Kroatien, der allerede har spillet sig videre fra gruppen.

Og netop Kroatien har islændingene gode erfaringer med. I det seneste møde i Island blev Kroatien besejret 1-0, og Island sluttede foran kroaterne i holdenes VM-kvalifikationspulje.

- Vi lå over dem i gruppen, og vi har allerede slået dem i Island, så i det mindste har vi selvtilliden med os, når vi skal spille mod dem, siger landstræner Heimir Hallgrímsson.

- Vi har spillet mod Kroatien fire gange på fire år, og vi har sagt, at vi er som et ægtepar. Vi prøver at blive skilt, men vi mødes altid igen, siger han.

Mod Nigeria var Island toneangivende i første halvleg, men trods et par nærgående dødbolde og gode forsøg fra Gylfi Sigurdsson stod det 0-0 ved pausen.

Og så tog Nigerias Ahmed Musa ellers over. Med to mål stjal han billedet og sikrede Nigeria tre point.

- Det første mål ændrede kampen. Vi blev nødt til at gå længere frem og tage nogle risici. Og de er gode og hurtige til at storme fremad, og så scorede de to mål, siger Hallgrímsson.

Før sidste runde tirsdag har Island og Argentina et point hver, mens Kroatien fører gruppen med seks point. Efter fredagens sejr har Nigeria tre point på andenpladsen.

Selv hvis Island vinder over Kroatien, er holdet derfor afhængigt af resultatet i kampen mellem Nigeria og Argentina.

/ritzau/Reuters