Guingamp. Island har taget fodboldverdenen med storm de senere år.

Torsdag var islændingene så usædvanligt tæt på at kunne sætte flueben ud for endnu en fornem skalp.

Her tog de franske verdensmestre imod hjemme, men det lykkedes ikke Frankrig at køre hen over Island.

Gæsterne var foran 2-0 indtil fire minutter før tid, men først lavede Holmar Orn Eyjolfsson selvmål i det 86. minut, og i det 90. minut udlignede Kylian Mbappe så til slutresultatet 2-2.

Den islandske togt i det franske blev indledt af Birkir Bjarnason fra Aston Villa, da han efter en halv time med en flot og flad afslutning hamrede Island foran 1-0 efter en bolderobring i højre side af Alfred Finnbogason.

Frankrig stillede med flere verdensstjerner.

Hugo Lloris fra Tottenham vogtede målet. Foran sig havde han blandt andre Raphaël Varane fra Real Madrid og den tidligere FC Barcelona-spiller Lucas Digne.

Paul Pogba var med på midtbanen, ligesom at der også var plads til Antoine Griezmann, Ousmane Dembélé og Olivier Giroud i offensiven.

Det skræmte dog ikke Island, som efter en time fik tilkendt et hjørnespark.

Gylfi Sigurdsson sparkede, og den tidligere AGF- og Esbjerg-spiller Kári Árnason, der i dag spiller i Tyrkiet, steg til vejrs og pandede flot bolden i mål til 2-0-føring.

Det tyde ikke på, at der var mål i Frankrig på Stade de Roudouro, men med fire minutter igen slog Frankrig til med sine to scoringer og sikrede uafgjort.

Spanien var anderledes skarpe, da Wales, som er i gruppe med Danmark i Nations League, blev besejret 4-1 i en testkamp.

Borussia Dortmunds Paco Alcacer scorede to gange i sin første landskamp siden marts i 2016, mens også Sergio Ramos og Marc Bartra kom på scoringslisten, mens Sam Vokes reducerede sent for Wales.

Dermed har Luis Enrique fået en fornem indledning på sin tid som spansk landstræner med sejre i sine tre første kampe.

Spanien slog England på Wembley 2-1, inden Spanien ydmygede Kroatien og vandt 6-0.

Spanien møder England i Sevilla i Nations League mandag.

Wales var uden en skadet Gareth Bale.