Ragnar Sigurdsson starter inde i FC København-forsvaret i Europa League-kampen mod Celtic i Parken.

For første gang siden december 2013 skal islændingen Ragnar Sigurdsson spille en kamp for FC København.

Islændingen er tilbage i Ståle Solbakkens holdopstilling til 16.-delsfinalen i Europa League mod skotske Celtic torsdag aften.

Han skal udgøre centerforsvaret sammen med Victor Nelsson og er blevet foretrukket frem for Sotirios Papagiannopoulos. Det hører også med i ligningen, at Andreas Bjelland ikke er med i truppen.

Til kampen må FCK se bort fra Viktor Fischer, mens topscorer Pieros Sotiriou er blevet solgt tidligere torsdag.

I front er det blandt andre op til angrebsduoen Dame N'Doye og Michael Santos at lave målene.

De skal fodres af en arbejdsom midtbane bestående af Rasmus Falk, Carlos Zeca, Jens Stage og Pep Biel.

FC Københavns holdopstilling er som følger (4-4-2):

Karl-Johan Johnsson - Guillermo Varela, Ragnar Sigurdsson, Victor Nelsson, Bryan Oviedo - Pep Biel, Jens Stage, Carlos Zeca, Rasmus Falk - Dame N'Doye, Michael Santos.

Celtic-manager Neil Lennon har ifølge den grafiske opstilling hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) valgt at gå over til en firebackkæde, efter at skotterne ellers på det seneste har svoret til en trebackkæde.

Den første kamp mellem mandskaberne begynder klokken 18.55. Der er returkamp om en uge i Glasgow.

/ritzau/