Gennem de sidste 14 år har man uge efter uge kunnet opleve Lionel Messi trylle på den europæiske fodboldscenes mest legendariske arenaer.

Men ville han kunne levere på lige så højt et niveau på en knoldet bane en råkold og regnvåd aften i Stoke?

Sådan har det i årevis lydt fra kritikere, særligt i det engelske, hvor de ikke nødvendigvis falder på halen over en sydamerikansk supertekniker.

Disse kritikere, som nok mest af alt fremturer med deres fodboldvisdom på pubben eller på de sociale medier, mener åbenbart, at det må være en leg at være verdens bedste fodboldspiller - måske nogensinde - når man er den forkælede stjerne i en velsmurt fodboldmaskine som FC Barcelonas, hvor græsset altid er grønt og nyklippet, og klimaet lægger op til sambabold

Lionel Messi har fortryllet fodboldverdenen siden 2004.
Lionel Messi har fortryllet fodboldverdenen siden 2004. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Lionel Messi har således skulle høre på udsagn som dette i hele sin karriere. Men konfronteret med teorien, om at han nok ville komme til kort i et tonseropgør i en engelsk provinsby, er han iskold over for skeptikerne.

»De skulle se de baner, vi spillede på i Rosario. Der var jeg også ret god,« siger Lionel Messi, som fik sin opdragelse i den hårde argentinske fodboldskole i hjembyen Rosario, ifølge den spanske stjernejournalist Guillem Balague.

Balague, som har skrevet flere bestseller-fodboldbøger, blandt andet en Messi-biografi, fortæller til BBC, at han konfronterede Barca-superstjernen med fordommen. Og dette kunne Messi altså kun kimse af.

Og mon ikke den 31-årige argentiner, som er kåret til verdens bedste fodboldspiller fem gange, og som har scoret 503 gange for FC Barcelona, har ret i, at han nok ville kunne rykke et par spillere og hold rundt med sine fodboldlækkerier. Selv hvis det foregik et sted som regnfulde Stoke.

Lionel Messi med topscorerprisen i Spanien.
Lionel Messi med topscorerprisen i Spanien. Foto: ALBERT GEA
Vis mere