Der går ikke en weekend, uden at den danske landsholdsspiller Andreas Christensen bliver rost til skyerne i den engelske Premier League. Og denne weekend er selvfølgelig ingen undtagelse.

Den 21-årige forsvarskomet spillede hele opgøret, da Chelsea lørdag vandt 1-0 over Southampton, der havde Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen. Og 'AC', der for syvende gang i træk startede centralt i Chelsea tremandsforsvar, fik endnu en gang bevist, at han med bolden på fødderne er kølig, som var han en gammel, garvet Premier League-legende.

BBC's fodboldmagasin, Match of The Day, har samlet Andreas Christensens afleveringsprocenter for de seneste syv Premier League-opgør, og resultatet er mildt sagt imponerende.

98 procent mod Southampton
98 procent mod Huddersfield
88 procent mod West Ham
91 procent mod Newcastle
100 procent mod Swansea
96 procent mod Liverpool
96 procent West Browich Albion

Og den unge danskers præstation lørdag gav også genlyd på de sociale medier.

»Andreas Christensen er sandsynligvis den cooleste og mest rolige fodboldspiller på planeten,« skriver Twitter-brugeren Rayhan

»Inden for få år vil folk tale om Andreas Christensen som én af de bedste forsvarsspillere i verden. Taget hans alder i betragtning er han rolig, disciplineret og fantastisk med på bolden ved fødderne. Meget imponeret af ham indtil videre i denne sæson,« skriver Luke Boarer.

»Der er kun to spillere i Chelsea-truppen, som i hver kampe kan få mig til at sige 'fuck, det var uvirkeligt' flere gange - Eden Hazard og Andreas Christensen,« lyder  det fra Ross Mellett.

Op til sæsonen var der stor tvivl om, hvilken rolle Andreas Christensen ville få i Chelsea efter to år på udleje i Borussia Mönchengladbach, men manager Antonio Conte har fra sæsonstart været begejstret for den unge dansker, der altså har presset den brasilianske landsholdsstjerne David Luiz ud på bænken.

LÆS I ØVRIGT HVAD FRANK ARNESEN OG ANDREAS CHRISTENSENS FAR SIGER TIL SUCCESSEN I CHELSEA.