Det er en forfærdende historie.

Den 29-årige iranske kvinde Sahar Khodayari ville bare ind og se en fodboldkamp. Men i Iran må kvinder ikke overvære fodboldkampe - sådan har loven lydt siden 1979.

Så Sahar Khodayari forklædte sig som en mand og forsøgte at snige sig ind på fodboldstadionet. Men hun blev opdaget og arresteret. Og hun kunne se frem til en retssag, der kunne sende hende i fængsel i seks måneder.

Men inden retssagen valgte Sahar Khodayari i protest og frustration at sætte ild til sig selv. Og tirsdag døde den 29-årige kvinde af sine brandskader.

Den gruopvækkende historie har fået kvindelige fodboldstjerner til tasterne. På de sociale medier opfordrer de det internationale fodboldforbund, FIFA, til at lægge massivt pres på Iran.

»Sikke en frygtelig tragedie. FIFA og alle andre organisationer med privilegier og magt: I bliver nødt til at handle for at få dette til at stoppe. Hvil i fred, Sahar Khodayari,« tweeter den svenske Chelsea-stjerne Magdalena Eriksson, der privat danner par med den danske landsholdsprofil Pernille Harder.

Og Pernille Harder har også reageret på Twitter:

»Dette er frygteligt. Hvil i fred,« skriver hun og linker til historien om Sahar Khodayari.

Pernille Harders holdkammerat i tyske Wolfsburg, den svenske målmand Hedvig Lindahl, har linket til en underskriftsindsamling:

»En underskriftsindsamling til FIFA. Luk de iranske kvinder ind. Det skal som minimum gøres,« skriver hun på Twitter.

Og endnu en svensk landsholdsstjerne - Kosovare Asllani - har et opråb på de sociale medier.

»Jeg har en platform, og jeg har aldrig været bange for at hæve min stemme, når der har været brug for det. Dette er en tragedie, og det kan ikke fortsætte længere. FIFA, det er er tid til at handle og til ikke at være stille. Vi bliver nødt til at hjælpe iranske kvinder med at bekæmpe denne kønsapartheid. Dette handler om menneskerettigheder,« skriver Kosovare Asllani.

Hashtagget #SaharKhodayari trender i disse dage på Twitter og er blevet en bevægelse for at sikre alverdens kvinder retten til at overvære fodboldkampe.

I en udtalelse sagde FIFA tirsdag, at man er 'orienteret om tragedien og er dybt rystet over den'.

»FIFA sender vores kondolencer til Sahars familie og venner, og vi gentager vores opfordringer til de iranske myndigheder om at sikre frihed og sikkerhed for enhver kvinde, der deltager i denne legitime kamp for at sætte en stopper for stadionforbuddet for kvinder i Iran.«

I Saudi-Arabien ophævede myndighederne for nyligt deres forbud mod kvinder på fodboldstadioner, og i dag står Iran alene med den kønsdiskriminerende lov.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere