Krigen og de dybe storpolitiske spændinger mellem USA og Iran fortsætter med at kaste en mørk skygge over det kommende VM, der om få dage sparkes i gang i USA, Mexico og Canada.

Først var der så stor tvivl om iranernes deltagelse, dernæst nægtede landsholdet at bo på amerikansk jord under turneringen – og nu eskalerer konflikten til tilskuerpladserne. 

De iranske fans må nemlig slet ikke komme ind og se kampene på stadion. Det fremgår af en officiel udtalelse fra det iranske fodboldforbund (FFIRI) tirsdag, skriver Dagbladet.

Ifølge FIFAs officielle regelsæt er ethvert deltagende land ellers sikret otte procent af det samlede billetsalg til holdets kampe. 

Det iranske fodboldforbund hævder dog nu, at de på grund af amerikansk indblanding ikke kan tilbyde en eneste billet til fans, der drømmer om at støtte landsholdet.

»Med mindre end tre dage til starten af ​​VM i fodbold i 2026 ... har USA endnu engang handlet for at forhindre iranske fans i at være til stede på stadionerne, der er vært for landsholdets tre gruppespilskampe,« skrev det iranske forbund i tirsdagens erklæring.

Iran må kun opholde sig i USA på kampdage.
Iran må kun opholde sig i USA på kampdage. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Forbundet oplyser desuden, at de allerede var i fuld gang med at formidle billetsalget til de tre gruppekampe mod New Zealand, Belgien og Egypten, før det hele blev blokeret.

I erklæringen opfordrer de nu FIFA og turneringsarrangørerne til øjeblikkeligt at gribe ind og opretholde de fundamentale principper om sportslig neutralitet og retfærdighed.

Billet-skandalen er blot det seneste kapitel i en højspændt optakt. Tidligere kunne BBC rapportere, at de amerikanske myndigheder havde nægtet at udstede visum til flere 'nøglemedlemmer' af den iranske trænerstab.

Dengang svarede USA igen med en kold skulder og proklamerede, at man udelukkende udsteder visum til den absolut mest nødvendige støttestab, og at man under ingen omstændigheder vil tillade, at Iran misbruger sportsbegivenheden til at smugle terrorister ind i landet.

Med tanke på det eksplosive forhold mellem de to nationer er det svært at forestille sig, at dette er det sidste drama, vi er vidne til, når turneringen fløjtes i gang på torsdag. 

Iran åbner først deres VM-kampagne på tirsdag, hvor holdet flyver ind fra deres base i Mexico til Los Angeles for at tørne sammen med New Zealand.