IOC vil ikke behandle klage over Infantino
IOC-talsmand oplyser, at man ikke har myndighed til at behandle klage over Fifa-præsident.

IOC-talsmand oplyser, at man ikke har myndighed til at behandle klage over Fifa-præsident.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har afvist at behandle en klage indgivet af menneskerettighedsorganisationen FairSquare over præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino.
Det oplyser en talsmand fra IOC til nyhedsbureauet AFP.
Klagen går på påståede brud på reglerne om politisk neutralitet.
Ifølge FairSquare har Infantino "gentagne gange overtrådt IOC's regler om politisk neutralitet ved at tilbyde sin politiske støtte til den amerikanske præsident, Donald Trump".
- IOC's etiske kommission har behandlet klagen fra FairSquare grundigt, lyder det fra talsmanden, der tilføjer, at man ikke har myndighed til at behandle sagen:
- Klagen falder uden for IOC's etiske kommissions jurisdiktion.
FairSquare peger blandt andet på, at Infantino i december gav Trump Fifas første fredspris med ordene, at Trump havde gjort en "exceptionel og ekstraordinær" indsats for fred.
Under VM mener FairSquare, at den var gal igen, da Fifa annullerede en karantænedom til USA's angriber Folarin Balogun.
Trump har offentligt sagt, at han ringede til Infantino for at få Fifa til at genoverveje karantænen til Balogun.
RITZAU