Den Internationale Olympiske Komité mener, at idéen om VM hvert andet år skal drøftes mere bredt.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) melder sig i feltet af kritikere af idéen om at afholde fodbold-VM hvert andet år.

Det ønsker Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fremfor den sædvanlige pause på fire år mellem hver VM-slutrunde.

Men mange frygter blandt andet, at det kan være med til at tage fokus fra andre sportsgrene - herunder også kvindefodbold - ligesom det vil gøre et i forvejen tætpakket kampprogram endnu hårdere for spillerne.

IOC deler de bekymringer.

- En række internationale forbund i andre sportsgrene, nationale fodboldforbund, klubber, spillere, spillerforeninger og trænere har udtrykt stærke forbehold og bekymringer over planerne for at skabe mere omsætning for Fifa, skriver IOC på sin hjemmeside.

- IOC deler disse bekymringer og støtter opfordringerne fra interessenter inden for fodbold, internationale sportsforbund og arrangører af store sportsbegivenheder om en bredere høring, inklusive med repræsentanter for atleterne, hvilket tydeligvis ikke er sket.

VM i fodbold har været spillet hvert fjerde år siden 1930. Kun i forbindelse med Anden Verdenskrig blev slutrunderne aflyst.

/ritzau/