Den nyoprykkede superligaklub Viborg FF har solgt 70 procent af sine aktier til en investorgruppe.

Viborg FF er netop rykket op i Superligaen og har jagtet ny kapital for at kunne konkurrere på det højeste niveau.

Det er nu lykkes, oplyser klubben på et pressemøde onsdag.

En investorgruppe har således købt 70 procent af aktierne i klubben for 42,3 millioner kroner.

Gruppen anføres af Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, der begge er lokale og stiftere af marketingvirksomheden Better Collective, samt analysefirmaet Football Radar.

Bag Football Radar står de danske brødre Alexander og Christoffer Reedtz, som i 2019 købte den engelske klub Notts County, som spiller i den femtebedste række.

- Der er ingen tvivl om, at det er en stor dag i klubbens historie, og denne investering vil give os nogle nye muligheder både på kort og lang sigt og forhåbentlig være med til at starte en ny æra, siger VFF-direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

De nye investorer håber på yderligere fremgang for klubben.

- Vi ser investeringen i et langsigtet perspektiv, fordi vi ser et stort potentiale i klubben.

- For os handler investeringen både om passion for Viborg og fodbold, og så tror vi også på, at vi med vores ressourcer kan skabe nye muligheder og løfte klubben, hvilket også kan være med til at skabe yderligere værdi for hele lokalområdet, siger Jesper Søgaard.

Klubbens formand, Kim Nielsen, glæder sig over, at der kommer lokale investorer ind i klubben.

- Med udviklingen i både dansk og international fodbold, så har det længe stået klart for bestyrelsen, at vi har brug for yderligere kapital for at have en realistisk mulighed for at opnå vores ambitioner om at være en fast bestanddel af Superligaen.

- Samtidig har vi også været meget kræsne i forhold til nye investorer, da det hele tiden har været vores ønske at holde klubben på lokale hænder, og derfor har flere henvendelser fra potentielle udenlandske investorer ikke haft vores interesse, siger Kim Nielsen.

Den daglige ledelse i Viborg FF forbliver uændret, men den nye investorgruppe udpeger et bestyrelsesmedlem ved næste generalforsamling.

Viborg FF sluttede som nummer et i 1. division i den forgangne sæson og rykkede op i Superligaen sammen med Silkeborg IF. Viborg var senest en del af Superligaen i 2016/17-sæsonen.

/ritzau/