Christian Eriksen kan ifølge adskillige medier snart kalde sig for Inter-spiller.

Men en aftale er endnu ikke på plads, og nu giver Inters direktør, Beppe Marotta, en status på forhandlingerne.

I et interview med Football Italia fortæller han, at han fortsat er optimistisk, men at der stadig er knaster med London-klubben.

»Vi vil ikke gemme os. I ved alle sammen, at vi har forhandlet med Tottenham i noget tid. Hans kontrakt udløber 30. juni, så det, vi drøfter, er formaliteterne omkring de seks måneder,« siger Marotta og fortsætter:

»Vi er optimistiske og håber, at aftalen kan falde på plads så snart som muligt, især inden transfervinduet lukker på fredag.«

Dermed fortsætter storklubben den meget åbne stil i forhold til forhandlinger med fynboen.

Det sker dagen efter, José Mourinho ytrede sin utilfredshed over Inters håndtering af sagen.

»Vi burde ikke stå i den her situation 25. januar,« lød det blandt andet fra den portugisiske manager efter Tottenhams skuffende 1-1 resultat mod Southampton i lørdagens FA Cup-kamp.

Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Flere italienske medier kunne fredag fortælle, at en aftale var nået mellem Inter og Tottenham, der ville sende Eriksen til støvlelandet for en pris på 150 millioner kroner.

Flere har ligeledes beskrevet, at den danske stjerne rejser til Italien mandag for at gennemgå lægetjekket, inden han officielt bliver Inters nye signing.

Den danske stjerne var således heller ikke udtaget til lørdagens opgør mod Southampton, og det gav endnu mere brænde til bålet om, at en handel er ved at falde på plads.

Derfor begynder det mere og mere at ligne et spørgsmål om tid, før Eriksen-sagaen får sin afslutning.