En dribling hen over banen. Et spark i målet.
Helst på et fyldt stadion og gerne i en Superliga-klub.
Den drøm har mange fodboldglade danskere haft. Men de færreste kommer nogensinde i nærheden af at få chancen.
Det holder dog ikke internetfænomenet Marlon tilbage, skriver Tipsbladet.
Den svenskfødte content creator, hvis borgerlige navn er Marlon Lundgren Garcia, har millioner af følgere på tværs af Twitch, Instagram og YouTube – alene på Instagram følger omkring 4,5 millioner med.
Nu har han brugt sin enorme platform til at kontakte en lang række professionelle fodboldklubber i håbet om en prøvetræning.
Under en live-udsendelse på Twitch skrev han blandt andet til Superliga-klubben Viborg FF.
»Hej, mit navn er Marlon. Jeg er en dedikeret fodboldspiller, som i øjeblikket leder efter en mulighed for at bevise mig selv. Jeg vil virkelig sætte pris på chancen for at deltage i en prøvetræning eller tryout med jeres hold, hvis det er muligt«, skrev han og fortsatte:
»Jeg er hårdtarbejdende, disciplineret og meget motiveret for at udvikle mig og bidrage til et hold.«
Over for Tipsbladet bekræfter Viborg FF, at klubben har modtaget en besked fra Marlon på Instagram.
Streamerens besked er dog endnu ikke blevet besvaret.
Selvom vejen til Superligaen kan være lang, er Marlon ikke helt uden erfaring med en fodbold.
Han har spillet i flere år i Sverige og deltog for nylig i velgørenhedskampen Match For Hope, hvor profiler som Marcelo, Thierry Henry og Eden Hazard også var med.

