Serie A har fået nyt tophold. Med en sejr på 2-0 over Gustav Isaksens Lazio er Inter ny duks i Italiens bedste fodboldrække.

Det skyldes, at mesterholdet Napoli med Rasmus Højlund fra start dummede sig ude mod Bologna tidligere søndag. Napolitanerne tabte 0-2.

Dermed forblev Napoli på 22 point, så både AS Roma og Inter kunne rykke forbi. Det gjorde begge hold, som nu er på 24 point, men Inter har den bedste målscore.

Milano-klubben fik en drømmestart på opgøret mod Lazio, som havde Isaksen med i de første 65 minutter.

Der var blot spillet tre minutter, da den argentinske angriber Lautaro Martinez sendte hjemmeholdet i front.

Den stilling blev der først ændret ved et pænt stykke inde i anden halvleg. Her var det Ange-Yoan Bonny, som alene med Lazio-keeper Ivan Provedel gjorde det til slutresultatet 2-0.

Roma vandt sin kamp søndag med samme cifre over Udinese.

Napoli ligger a point med AC Milan bag Roma og Inter.

/ritzau/