Christian Eriksen fik 25 minutter på banen, da han og resten af Inter-mandskabet måtte gå slukøret fra stadion i den første af to semifinaleopgør i den italienske pokalturnering, Coppa Italia.

Dermed står Napoli med det ene ben i finalen inden returopgøret.

Efter en forholdsvis stille første halvleg, kom der mere gang i løjerne efter pausen. Det var gæsterne, der var tættest på i de første 45 minutter, og det var da også dem, der kunne bringe sig i front i starten af anden halvleg.

Efter 57 mintter modtog Napolis Fabian Ruiz bolden fra kanten af feltet, og så kunne han med venstrebenet krølle den op i højre hjørne.

Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Inters manager, Antonio Conte, reagerede hurtigt, og efter 66 minutter blev danske Christian Eriksen så sendt i aktion.

Fra start var han opsat på at komme på bolden, og han gjorde da også hurtigt væsen af sig.

Efter blot fem minutter forsøgte han sig med sin venstre fod, men danskerens langskud fra kanten af feltet gik et stykke forbi mål.

Kort før tid prøvede han så igen, da han hamrede til bolden fra kanten af feltet, men denne gang blev den lige akkurat blokeret af en forsvarsspiller, og bolden gik ud til hjørnespark.

Soccer Football - Coppa Italia - Inter Milan v Napoli - San Siro, Milan, Italy - February 12, 2019 Inter Milan's Christian Eriksen REUTERS/Daniele Mascolo
Soccer Football - Coppa Italia - Inter Milan v Napoli - San Siro, Milan, Italy - February 12, 2019 Inter Milan's Christian Eriksen REUTERS/Daniele Mascolo Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Men selvom den klejne fynbo var med til at forbedre hjemmeholdets offensiv, så kunne de ikke for alvor bryde igennem Napolis stærke defensiv og dermed forblev det 0-1.

Napoli står nu med gode kort på hånden inden returopgøret på hjemmebane, og en Inter-sejr er nu påkrævet, hvis Eriksen og co. skal have en plads i pokalfinalen.

Den anden semifinale er et anliggende mellem AC Milan og Juventus. Det første opgør spilles torsdag, mens returmødet er programsat til 4. marts i Torino.

Returopgøret mellem Napoli og Inter spilles 5. marts.

Du kan genopleve højdepunkterne fra opgøret i vores liveblog herunder: