Chileneren Arturo Vidal skifter tilbage til italiensk fodbold. Han skal fremover tørne ud for Inter.

Inter har forstærket sig i bestræbelserne på at vippe Juventus af den italienske fodboldtrone.

Tirsdag har klubben præsenteret chileneren Arturo Vidal som klubbens nye midtbanespiller. Han kommer til Inter fra spanske FC Barcelona, og han har underskrevet en kontrakt af to års varighed, oplyser Inter.

Dermed får danske Christian Eriksen en ny konkurrent om spilletiden på Inters midtbane. Og i den henseende har transferen endnu et twist.

For italienske medier har igennem det seneste halve år flere gange påpeget, at Inter-træner Antonio Conte hellere ville have haft Arturo Vidal end Christian Eriksen i januar-vinduet, men at ledelsen dengang trumfede købet af danskeren igennem.

Arturo Vidal er nu Inter-spiller.
Arturo Vidal er nu Inter-spiller. Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Det skulle angiveligt have givet grobund for frustrationer hos træneren samt være en af grundene til, at Christian Eriksen har startet kampe flere gange på bænken end på banen siden sit skifte.

Nu er chileneren så alligevel ankommet til Milano-klubben.

De to spillere har dog flere forskellige forcer. For mens danskeren typisk har en rolle som kreatør på den offensive midtbane, er den 33-årige chilener en hårdtarbejdende spiller med udgangspunkt lidt længere tilbage på banen.

Arturo Vidal har tidligere spillet fire år i italiensk fodbold. I perioden 2011-2015 repræsenterede han ligarivalen Juventus. Han har også en fortid i Bayern München og Bayer Leverkusen i Tyskland samt Colo Colo i hjemlandet.