FC København og Brøndby spillede 0-0 i et derby, der bød på store muligheder og højt tempo i begge ender.

På trods af en masse store chancer og højt tempo fra begge mandskaber endte søndagens derby i Parken mellem FC København og Brøndby 0-0.

Flere gange var det nemlig meget tæt på at blive til mål, men overliggeren stod i vejen tre gange i løbet af kampen.

Kampen blev spillet i et hæsblæsende tempo, og begge hold skabte egentlig nok muligheder til at vinde kampen.

Utroligt nok lykkedes det ikke nogen af holdene at få bolden i netmaskerne, og derfor måtte holdene tage til takke med et point hver.

I Superligaens mesterskabsspil er status nu, at FCK på andenpladsen har 62 point og et forspring på fem point ned til AGF med tre kampe tilbage.

Brøndby er fortsat på fjerdepladsen med 52 point og fem point op til AGF på tredjepladsen.

AGF spiller senere søndag hjemme mod mestrene fra FC Midtjylland.

Første halvleg blev spillet i et meget højt tempo, og to gange var det utrolig tæt på at blive til en scoring, da bolden ramte overliggeren i begge ender.

Efter 25 minutter spillede FCK sig igennem højresiden, og her fandt et indlæg frem til angriberen Jonas Wind, som halvflugtede bolden på indersiden af overliggeren.

Syv minutter efter Winds overliggerforsøg modtog midtbanespiller Josip Radosevic bolden på kanten af feltet og sparkede mod mål.

Uheldigt for ham ramte bolden en FCK-spiller på vej mod mål og styrede derefter på overliggeren.

Bolden var ikke færdig med at ramme træværket efter pausen, da Jonas Wind headede på mål 11 minutter inde i anden halvleg.

Ingen af holdene turde for alvor at satse, og derfor faldt kampen også lidt i tempo til sidst.

Brøndbys indskiftede midtbanespiller Anis Slimane fik bolden i nettet i overtiden, men målet blev annulleret for offside.

Kendelsen var dog yderst kontroversiel, da det så ud til, at Slimane i afleveringsøjeblikket akkurat ikke var offside.

Dermed endte derbyet uden mål.

/ritzau/