Nicklas Bendtner og bænken harmonerer ikke. I hvert fald ikke når stjerneangriberen er så varm som han er for tiden. Derfor bør Bendtner få comeback til startopstillingen, når Danmark på torsdag møder Montenegro i en vigtig VM-kvalifikationskamp.

Det mener to fodboldeksperter, BT har talt med.

»Jeg kunne godt forestille mig, at Hareide vil beholde samme formation og så vidt muligt de samme spillere, som spillede de sidste landskampe. Jeg tror, at valget vil stå mellem Bendtner og Kasper Dolberg til angriberpladsen i midten. Men Bendtner er i meget bedre form, så jeg tror, at det bliver Bendtner. Det synes jeg også ville være det rigtige. Han bør være foran Dolberg i øjeblikket,« siger fodboldekspert Mikkel Bischoff, som dækker landsholdet tæt for Eurosport.

Tidligere landsholdsspiller Mikkel Beckmann er enig med Bischoff i, at Bendtner, som har scoret 10 mål i sine seneste 12 klubkampe, bør klemme sig ind foran konkurrenterne i kampen om en plads i forreste kæde.

»Vi har manglet en type på landsholdet, som folk gider se på og har nogle holdninger til – på godt og ondt. Bendtner har stadig et godt scoringsgennemsnit på landsholdet, og når han er varm, så kan man altid bruge ham,« siger han.

Nicklas Bendtner vendte tilbage i landsholdsvarmen ved sidste landsholdssamling i starten af september, hvor han for første gang fik spilletid under landstræner Åge Hareide, da han blev skiftet ind i 4-0-sejren over Polen i Parken.

I den efterfølgende kamp mod Armenien, som Danmark vandt 4-1, sad Bendtner på bænken i hele kampen. I begge kampe startede Hareide med Nicolai Jørgensen som central angriber med Andreas Cornelius ude på højrekanten og Pione Sisto på venstrekanten.

 
Nicklas Bendtner fortæller om sin fritid med kammeraterne fra Rosenborg.
Vis mere

Det er umiddelbart en af de to førstnævnte pladser - centralt i angrebet eller til højre - Bendtner er i spil til i startformationen i den svære og vigtige udkamp mod Montenegro.

Nicolai Jørgensen er nemlig ikke med i truppen, da han er skadet. Til gengæld er Yussuf Poulsen, som også kan udfylde de to pladser, tilbage blandt Hareides udvalgte 23. Viktor Fischer og Kasper Dolberg er de øvrige angribere i truppen.

Ifølge Mikkel Bischoff er Bendtners fordel, at han spiller – og ikke mindst scorer – fast for sin klub, Rosenborg, for tiden – også selvom den norske liga er svagere end den hollandske liga, hvor Dolbergs Ajax spiller og Bundesligaen, hvor Fischer og Poulsen huserer, når de altså ikke sidder på bænken i henholdsvis Mainz og RB Leipzig.

»Poulsen, Fischer og Dolberg spiller ikke så meget for deres klubber, mens Bendtner har så meget selvtillid for tiden. Tidligere var situationen omvendt. Der var det Bendtner, der kom fra en stor klub, men ikke spillede så meget, og så var der andre angribere, som måske fik mere spilletid, men på et lavere niveau. Nu er det Bendtner, der kommer med masser af mål og spilletid fra en mindre klub, som skal konkurrere med angribere fra større klubber, men hvor de måske ikke spiller fast,« siger Bischoff.

Det er et synspunkt, Mikkel Beckmann bakker op om.

»Jeg er tilhænger af, at man bruger dem, der er varme på landsholdet, og det må man sige, at han er - og så ved jeg godt, at det kun er den norske liga. Men Dolberg har ikke ramt noget som helst i år, Cornelius spiller ikke så meget og Fischer er ikke angriber – i hvert fald ikke førsteangriber. Bendtner er inde i en god periode og har også scoret i Europa League, så jeg synes, at han skal starte inde,« siger Beckmann.

Det er ikke kun Beckmann og Bischoff, der glæder sig over Bendtners comeback. Også Morten Olsen har optur over, at Bendtner har genfundet sin gamle målform.

 
Nicklas Bendtner gør det til 1-0 for Rosenborg på straffespark i opgøret mod Vadar.
Vis mere

»Det tyder på, at Nicklas er tilbage i den form, vi kender, fra da han var bedst. Det glæder da mit fodboldhjerte. Det er fantastisk, at han har genfundet fodboldglæden - først og fremmest for ham selv, men selvfølgelig også for vores landshold,« lød det fra den tidligere mangeårige landstræner til BT i lørdags.

Han er overbevist om, at Bendtner i topform kan gøre en forskel på Hareides landshold.

»Når Nicklas er bedst, er han rigtig god. Det er der ingen tvivl om. Og når man kigger på de spillere, der også er til rådighed, er han en spiller, som kan noget, de andre ikke kan. Men de kan også gøre ham bedre, for vi har nu flere dybdeløbere, end vi havde før i tiden. Han er jo en teknisk god spiller, som laver sine mål, men som også er god til at bringe de andre i gode positioner. Det er en enorm styrke for landsholdet. Det giver flere muligheder med ham på holdet,« vurderer Olsen.

Bendtners tur fra fodboldhelvedet i Tyskland til lykken i Norge: