De spiller i den fjerdebedste række i Portugal, og de har vundet de sidste 11 kampe i træk med 3-0. Alle deres modstandere vælger nemlig at melde afbud, når Canelas 2010 stiller op.

Canelas 2010 har adskillige spillere på holdet, som tilhører en gruppe af hooligans, der kommer til Portos kampe.

Og de tager tilsyneladende de voldelige overgreb med ind på banen, når de selv skal spille. De sparker i hovedhøjde og sætter konsekvent benbrækker-tacklinger ind.

Det har ført til, at 12 ud de 13 hold i rækken har besluttet sig for at melde afbud til de kampe, hvor de skulle have mødt det voldspsykopat-besatte fodboldhold.

I stedet vil de hellere bevare førligheden, tabe kampen 0-3 og betale bøden på 750 euro eller godt 5500 kroner for ikke at møde op.

Resultatet er, at hooligan-holdet aktuelt ligger til at skulle spille oprykningsslutspil og kan ende med at rykke op i den tredjebedste række i Portugal.

Og ifølge et af modstanderholdene truer og intimiderer Canelas 2010 og deres medrejsende fans dommerne i sådan grad, at de neutrale opmænd ikke tør beskrive de brutale unoder, som hooligan-holdet benytter sig af.

»Det er noget rod, og det er selvfølgelig meget trist, men vores mål er at forberede os så godt som muligt og rykke,« siger anføreren Fernando Madureira, der tilfældigvis også er leder af ultras-gruppen Super Dragões, hvorfra flere af spillerne også kommer.

Udover svinestregerne på banen har der også været flere episoder i forbindelse med Canelas-kampe, som tegner et billede af et hold, der tager alle metoder i brug. Grijos bane er blevet sat i brand, mens et af de hold i rækken, Pedroucos, har fået to biler brændt af. Der er dog ingen beviser, at Canelas-holdet står bag, men mistanken hviler på dem.

»De har succes baseret på trusler, blandt andet mod dommernes børn. Politiet gør intet for at stoppe dem. Men jeg kan godt forstå dommerne. Alle har familie. Og det har spillerne også. Der er ingen på det her niveau, som er professionelle og parat til at forpligte sig fuldstændigt,« siger en anonym fodboldleder til El Pais.

Det lokale fodboldforbund i Oporto, som administrerer rækken, har sat ind med ekstra politi i forbindelse med Canelas kampe, men det har hverken stoppet voldsepisoderne eller fået modstanderne til at føle sig mere trygge. Videoer fra Canelas' kampe spreder på forhånd frygt og rædsel på nettet.

Men anføreren afviser kritikken:

»De videoer er tendensiøst redigerede. Vi spiller med sjæl, fordi fodbold på det her niveau altid har været hårdt og fuldt af fysisk kontakt, som var det en krig. Det her er hverken ballet eller svømning,« siger Madureira.

Klubbens formand mener bare, at Canelas er uskyldige ofre for en hetz fra de andre klubbers side.

»Vi betaler prisen for at have Madureira og tre andre Super Dragões i truppen. Det bliver som en undskyldning for vores succes. Men efter vil alle have en selfie med Madureira,« sier Canelas' formand Bruno Canastro.

Han har også lovet, at klubben vil trække sig, hvis det bliver bevist, at man har haft noget at gøre med det hærværk, der begået mod modstanderklubberne.