Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Indtil for få dage siden havde danskerklubben Leicester en kæmpemæssig gæld til klubbens ejer, King Power International.
Men nu er gælden væk.
De mere end 1,6 milliarder kroner er blevet betalt, så klubben nu kan fokusere på dens langsigtede stabilitet.
Det skriver The Sun.
Det er Leicesters formand, Aiyawatt Srivaddhanaprabha, der har indfriet den store gæld.
Thailænderen er også formand for King Power International.
Gælden var blevet opbygget over de seneste fire år, hvor klubben har spenderet de enorme summer på blandt andet klubbens træningsfaciliteter.
Aiyawatt Srivaddhanaprabha er søn af den tidligere formand Vichai Srivaddhanaprabha, der døde i et helikopterstyrt få meter fra stadion i 2018.
Aiyawatt Srivaddhanaprabha hyldede den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel, da den danske stjerne forlod Leicester sidste år.
»Det er åbenlyst for alle, der har set ham præstere, at Kasper har givet alt for Leicester City i alle kampe. Og på grund af de oplevelser, som han, klubben og vores fans har delt gennem de seneste 11 år, vil han altid være en del af denne familie,« sagde han dengang.