Der var ikke plads til Pernille Harder.

»Hun kunne sagtens have klædt en plads blandt de nominerede, men et eller andet sted overrasker det mig ikke,« siger Lars Søndergaard, som er træner for det danske kvindelandshold, til B.T Sport.

Sådan lyder dommen fra landstræneren, efter at Fifa har offentligjort navene på de nominerede til årets bedste kvindelige fodboldspiller.

Han mener nemlig, at nomineringen er præget af den netop overståede slutrunde. Det siger Lars Søndergaard til B.T Sport.

Pernille Harder spiller for det Wolfsburg og det danske landshold.
Pernille Harder spiller for det Wolfsburg og det danske landshold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Fifa har afsløret de 12 nominerede til årets bedste kvindelige fodboldspillere, som er udvalgt af et ekspertpanel.

Og der er altså ingen Pernille Harder at finde på trods af, at det store udland ofte har rost den danske angriber til skyerne.

»Det bærer jo præg af, at det er et VM-år, og Danmark var ikke med til slutrunden. Det er som regel de spillere, der slå igennem der, der bliver nomineret,« mener Søndergaard.

Han henviser til, at det var det samme, der skete sidste år, da kroatiske Luka Modric, som spiller for Real Madrid, blev kåret til årets bedste spiller efter herrernes V-slutrunde, som blev afholdt i Rusland.

»Det var udelukkende på VM-slutrunden, at han blev valgt til årets spiller,« konstaterer Søndergaard.

Lars Søndergaard mener, at man i stedet bør se ud over hele sæsonen, når man nominerer til Fifas pris.

»Man burde jo kigge på dem, som har succes på deres klubhold og samtidig med, at de præsterer godt på landsholdet. Men en slutrunde overskygger ofte alt andet,« siger han.

Hvis man undrer sig over, hvor danske Pernille Harder bliver af på listen, så kan den manglende nominering skyldes, at Harder ikke har gjort sig så bemærket i udlandet i år, mener Søndergaard.

Pernille Harder blev kåret til årets kvindelige fodboldspiller i 2018.
Pernille Harder blev kåret til årets kvindelige fodboldspiller i 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Wolfsburg vinder 'The Double' i Tyskland, men de er ikke med i de internationale finaler. Og når man ikke kan præsentere sig selv ud over i Bundesligaen og i nogle venskabskampe for det danske landshold, som ikke får meget opmærksomhed, så er det svært,« siger han.

Søndergaard mener generelt, at det er pokkers svært med denne slags nomineringer, for hvem er i virkeligheden verdens bedste?

»En forsvarsspiller har jo sjældent en mulighed. Ofte er det folk, der spiller en offensiv position. Er det så verdens bedste, bare fordi man spiller en position, hvor man lægger op til eller scorer mange mål?« siger Søndergaard spørgende og fortsætter:

»Er det ikke vigtigt at have en god defensiv midtbane eller en forsvarsspiller eller en keeper? Det er bare i sjældne tilfælde, at det er dem, der bliver valgt,« mener han.

Landstræneren henviser til, at man i stedet kunne se på, om man burde udvælge en 'årets bedste spiller' på samtlige fire positioner på banen i stedet.

Hvis man 'tvinger' ham til at vælge, hvem der bør være årets spiller, så synes han, at det er 'brutalt svært'.

Søndergaard jonglerer mellem to kvinder, som er blandt de nominerede, nemlig hollandske Vivianne Miedema og franske Amandine Henry. Men han har taget et valg.

»Jeg vil nok sige Henry. Hende har jeg stemt på,« svarer Lars Søndergaard.