Vi taler ikke om konflikten.

Det var den indledende besked, da Simon Kjær og Kasper Schmeichel for første gang stillede op til spørgsmål, efter en uge med kaostilstande og et livtag med DBU, der kulminerende da et dansk vikarlandshold onsdag stillede til start i stjernernes trøjer i en længe planlagt venskabskamp i Slovakiet.

Simon Kjær har konflikten igennem været en af både banner- og ordførende på spillernes side, og torsdag var han med ved bordet, da skandalen – i hvert fald for denne omgang – stoppede med en midlertidig aftale med DBU.

Den danske anfører fik dog ikke lov at stå på mål for de seneste dages begivenheder på det afsluttende pressemøde inden søndagens Nations League-kampe mod Wales. Spillerne havde frabedt sig spørgsmål om konflikten – og ville i stedet kun tale om kampen mod Gareth Bale og co. En kamp, hvor noget af det mere interessante bliver at følge publikums reaktion på at se det rigtige danske landshold for første gang – både efter VM og efter de seneste dages høje spil og mudderkastning.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg er ikke bange for, publikum buh'er af os. Det eneste vi kan gøre, er at forberede os på kampen og fokusere 100 procent på den opgave, der står foran os. Det, vi håber på, er at spille god fodbold og vinde kampen. Gør vi det, er jeg sikker på, vi har publikum bag os, så det er ikke noget, jeg er urolig for,« siger Simon Kjær.

Kampen, der er den første i det nye Nations League-format, spilles på et udsolgt Ceres Park i Århus. Det bliver dermed århusianerne, der får lov at bestemme, hvordan det danske landshold skal modtages.

»For os handler det om at spille godt og vinde kampen. Og så er jeg sikker på, alle vil komme bag os. Jeg tror, alle forstår, at det har været en svær uge. Men sådan er livet nogle gange,« fastslår Kasper Schmeichel.

I de meningsmålinger, B.T. lavede tidligere på ugen, havde spillerne først læsernes opbakning, men siden tippede sympatien over til DBUs side i konflikten. Vikarlandsholdets kamp i Slovakiet betød øjensynligt meget, og det samme gjorde præstationen og signalet, spillerne fra 2. division, Danmarksserien og Futsal-landsholdet sendte.

Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

Amatørernes landskamp blev fulgt af næsten dobbelt så mange  seere, som de venskabskampe, det rigtige landshold spillede op til VM. Men Simon Kjær har hverken mere at bevise eller mere motivation end normalt af den grund.

»Jeg synes ikke, vi overhovedet har noget at bevise. Omstændighederne var som de var, men vi vil gå på banen som vi altid har gjort og gøre alt,  hvad vi kan for at vinde og slås for Danmark. Det er ret simpelt, og det er en holdning, vi alle sammen deler. Så motivationen er den samme som altid,« siger Kjær.

»Jeg har aldrig har haft nogen problemer med motivationen i forbindelse med landskampe. Det er altid det samme. Det er altid en ære at gå på banen for landsholdet. Det er den samme opgave som ved VM, så jeg ser bare frem til at spille noget fodbold,« slutter han.

Lige præcis dét - altså spille fodbold - skal Kjær og hans landsholdskammerater søndag aften.  Endelig og heldigvis.

Kampen Danmark-Wales spilles klokken 18 i Aarhus. Følg kampen LIVE her på bt.dk