Fodboldkampen mellem Brasilien og Argentina blev som planlagt fløjtet i gang klokken 21.00, men den nåede kun at blive fem minutter gammel, inden den blev afbrudt.

Og den blev bestemt ikke stoppet uden dramatik. Sundhedsmyndighederne i Brasilien samt ordensmagten kom således på banen, fordi Argentina havde tre spillere i startopstillingen samt en på bænken, som burde være i isolation, fordi de kommer fra England.

I startopstillingen drejede det sig om Martinez fra Aston Villa samt Romero og Lo Celso fra Tottenham. Kampen er blevet suspenderet og bliver ikke færdigspillet søndag aften.

Lionel Messi – som ikke var en del af problemet – talte med flere fra Brasilien. Han forstod ikke, hvorfor Argentina først hørte om problemet efter kampstart, eftersom de havde været i landet i tre dage. Paris St. Germain-stjernen mente eksempelvis, at myndighederne kunne være kommet på hotellet og givet dem besked i ordenlig tid.

Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Opgøret har været sendt direkte på TV 3 Sport siden klokken 21.00. Det er Jonas Schwartz, som kommenterer de meget specielle scener, og han kalder situationen for en af de største skandaler i nyere tid. Og her understreger han, at der har været mange skandaler i Sydamerika rent fodboldmæssigt gennem historien.

Kommentatoren tilføjer, at det er en sort dag for fodbolden, mens han mener, det bliver meget svært at finde en dato for en ny kamp. Fodboldforbundet i Sydamerika og FIFA, som arrangerede kampen, havde ifølge Jonas Schwartz givet spillerne grønt lys til at spille, fordi de havde fulgt protokollerne. Men det mente myndighederne i Brasilien ikke, og det var der uenigheden og magtkampen var og stadig er.

Jonas Schwartz hører fra flere journalister på de sociale medier, at det mest sandsynlige er, at Brasilien bliver straffet for skandalen, mens Argentina vil blive tildelt de tre point. Det hele er dog på rygtebasis lige nu.

Selvom sundhedsmyndighederne i Brasilien ikke ville lade de fire argentinere deltage i fodboldkampen, så har de meldt ud, at de ikke vil tilbageholde dem i landet. De kan derfor frit rejse tilbage til England, hvor Premier League igen ruller i weekenden.

Brasiliens stjerner spiller lige nu en form for træningskamp. De spiller noget, der ligner 10 mod 10 på en halv bane. Og selvom de står midt i en skandale, så er humøret højt, og smilene er store. TV 3 Sport-kommentatoren understreger, at det nu handler ligeså meget om politik som om fodbold. Hverken Brasilien eller Argentina ser ud til at give sig i øjeblikket.

Det bliver ligeledes spændende at se, hvad FIFA siger til hele episoden i Brasilien, når de på et tidspunkt kommenterer på de meget uvante scener.