Infantino kræver behandling som paven: Politiet siger nej
FIFA-præsidenten fik nej til pave-privilegium.

FIFA-præsidenten fik nej til pave-privilegium.

FIFA-præsidenten ville fragtes rundt med næsten de samme privilegier som paven.
Det fortæller det britiske medie The Times.
FIFA har således bedt om, at deres præsident, Gianni Infantino, skulle have fuld kortege-eskortering uden om alle røde trafiklys, når forbundets årlige kongres i Vancouver løber af stablen i denne uge.
Et privilegium, der ellers kun er forbeholdt gæster som paven og den amerikanske præsident.
Vancouvers politi afviste anmodningen, som ville have haft betydelige omkostninger for byens skatteydere, lyder det fra mediet.
The Times har også bedt FIFA om en forklaring på anmodningen, men uden held.
FIFAs kongres begynder torsdag 30. april, hvor flere betændte emner er på banen.
VM-omkostningerne stikker af, Iran kan måske ikke deltage, og så er der kommet forslag om at sløjfe den nyindstiftede fredspris, som Donald Trump modtog i december.