Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, er villig til at sende flere penge til Fifas medlemslande.

Meldingen kommer, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Fodboldforbundet for Nord- og Mellemamerika samt Caribien (Concacaf) har opfordret Fifa til at åbne sin pengetank.

I et brev sendt mandag til Uefa, Concacaf og de øvrige kontinentale forbund skriver Infantino, at han støtter det størst mulige niveau af finansiering, som ansvarligt kan udbetales.

Fifa-præsidenten nævner dog ikke et bestemt beløb.

En eventuel beslutning om at sende yderligere økonomisk støtte til Fifas 211 medlemslande vil blive truffet på et møde i Fifas bestemmende organ, Fifa Council, 15. oktober.

Uefa og Concacaf mener, at Fifa skal udbetale 10 millioner dollar til samtlige medlemslande over fire år fra 2027 til 2030. Det svarer til 65 millioner kroner til hvert forbund.

Sammenlagt vil det løbe op i en udbetaling på 2,1 milliarder dollar - 13,9 milliarder kroner.

Pengene skal ifølge Uefa og Concacaf komme fra Fifas økonomiske reserver, som ifølge nyhedsbureauet AFP er på omkring seks milliarder dollar. Det svarer til 39,4 milliarder kroner.

Pengene skal ifølge præsidenterne i Uefa og Concacaf, Aleksander Čeferin og Victor Montagliani, bruges til at udvikle fodbolden uden et behov for økonomiske indsprøjtninger fra private investorer.

Gianni Infantino kom i stor modvind efter sommerens VM i USA, Canada og Mexico, da han efter slutrunden præsenterede en idé om at sælge en andel af forbundets turneringer til private investorer.

Det skabte stor utilfredshed blandt medlemslandene, særligt i Uefa og Concacaf.

Forslaget blev sidenhen skrottet, men utilfredsheden med Infantino er ikke forduftet.

Gianni Infantino har været præsident for Fifa siden februar 2016. Til marts søger han for tredje gang genvalg.

RITZAU/AFP