Danmark har et U21-landshold med enorm individuel kvalitet, mener landstræner Niels Frederiksen.

Danmarks U21-landstræner i fodbold, Niels Frederiksen, udtog tirsdag sin trup til EM i Italien, hvor han skal stå i spidsen for de rød-hvide farver ved en slutrunde for tredje gang. Det bliver ligeledes hans sidste.

I 2016 stod han i spidsen for OL-holdet, som var et U23-landshold, mens han i 2017 var med U21-landsholdet til EM i Polen.

Ved det EM tabte Danmark til Italien og Tyskland i de to første gruppekampe, men fik pyntet på det samlede indtryk med en 4-2-sejr over Tjekkiet i sidste kamp.

Flere spillere i truppen til det kommende U21-EM var også med i 2017, og de har naturligvis udviklet sig i de to år, der er gået. Samtidig er flere unge navne virkelig stemplet ind på holdet. Eksempelvis Andreas Skov Olsen, Robert Skov, Philip Billing og Jacob Bruun Larsen.

Landstræner Niels Frederiksen mener da også, at potentialet på holdet denne gang er større end ved EM 2017.

- Jeg synes, der er flere individualister og flere individuelle spidskompetencer i denne her trup. Til gengæld synes jeg, at vi i 2017 havde et fantastisk kollektiv, siger han.

De øgede individuelle færdigheder er dog ikke garanti for succes.

- Jeg siger ikke, at vi har et dårligt kollektiv nu, men hvis man spiller med mange individualister, så kan det nogle gange gå ud over kollektivet. Det bliver en balance, forklarer Niels Frederiksen, som dog står ved, at potentialet er større.

- Jeg vil sige det på den måde, at jeg tror, der bliver flere A-landsholdsspillere fra denne her trup, end der var i den tidligere. Det har vi jo egentlig allerede set.

Jacob Bruun Larsen fra Borussia Dortmund har allerede fået debut på A-landsholdet, mens kun en skade forhindrede FC Københavns superligatopscorer, Robert Skov, i at være afsted med A-landsholdet tidligere.

Også Philip Billing og Joachim Andersen har været udtaget af A-landstræner Åge Hareide.

/ritzau/